torsdag, november 22, 2007

High five til Hansen


Hvert år ved denne tid sker der nogle bestemte ting: Det bliver mørkt og koldt, stormagasinerne svinger sig op til julestreger og på hjemmesiden hos USA Songwriting Competition kan man læse, hvem der er blevet dette års finalister. Og dér – midt i det internationale virvar - har der de sidste mange år været et dansk navn midt i alt det eksotiske: Helle Hansen. Og blandt de i alt 33.500 bidrag, er hun med sine 5 placeringer, dén sangskriver i verden, der har flest kompositioner i finalen. Efter første deltagelse i 2001, hvor hun kom i finalen med sangen "Casual", har Helle Hansen præsteret at vinde "Honorable Mention Award" 5 år i træk (2002 - 2006), i kategorierne "Jazz", "Latin" og "Lyrics". I år er det lykkedes hende at placere ikke mindre end 4 sange i kategorien "Jazz". Med kun 10 finalepladser i hver kategori, er det jo en pæn procentdel. Som noget nyt har hun også placeret sig i kategorien "Comedy". Så altså 5 finalepladser i alt. Alle 5 sange findes på pladen On the verge of falling, som Helle Hansen udsendte tidligere i år.
Vinderne offentliggøres d. 29/11 på www.songwriting.net.
Helle Hansen: www.hellehansen.dk
My Space: www.myspace.com/hellehansen


1000 albums du skal høre før du dør
På Informations jazzblog Afterbeat har Christian Munch Hansen lavet en liste på de tyve bedste danske jazzplader fra 1970-2007. Tag endelig et kig på listen, som er yderst inspirerende.
Den engelske avis The Guardian har lavet en liste over 1000 plader man skal høre før man dør, uden at skele til genre. Kigger man isoleret på jazzpladerne, som der er lidt over 100 udvalgte af, finder man bla. fire skandinaviske plader, Nils Petter Molværs Khmer og Jan Garbareks 12 moons fra Norge, Esbjörn Svensson Trio fra Sverige, hvor The Guardian har valgt deres Monk plade!? Fra Finland har de valgt Edward Vesala's Ode the death of jazz. Der er ingen danske blandt de udvalgte.
Der er selvfølgelig alle de sædvanlige plader; Kind of blue, A Love supreme og The Köln Concert. Men da man kun har valgt en plade fra hver kunstner, finder man altså ikke Bitches brew eller Giant steps. Blandt de nyere jazzkunstnere finder man de engelske Acoustic Ladyland, Polar Bear, Soweto Kinch og Andy Sheppard. Fra USA er det nyere navne som The Bad Plus, SF Jazz Collective, Maria Schneider og Greg Osby der er sluppet gennem nåleøjet. Gennemgående er det en inspirerende liste, og så kan man jo bare more/glæde sig over at The Guardian synes at man både skal høre Albert Ayler Trios Spiritual unity og Britney Spears' Baby one more time før man dør. Afterbeat: luftskibet.information.dk/afterbeat
The Guardian: music.guardian.co.uk/1000albums

Sound of Choice på fransk net-tv
Guitaristen Hasse Poulsens trio Sound of Choice med Fredrik Lundin (sax, fløjte, vokal og elektronik) og Lars Juul (trommer og elektronik) kan i løbet af nogle få dage opleves på den franske net-tv station OC-TV. OC-TV har et spændende arkiv med de gamle udsendelser, som man kan gå i gang med indtil da. En Roy Haynes, så højrøvet at man vrider sig, Herb Robertson, Maceo Parker, Roy Hargrove og Ellery Eskelin hører til blandt de kendte. Ellers er der en masse fransk og mindre kendt. Fælles for programmerne er den høje kvalitet.
www.oc-tv.net

Ingen kommentarer:

Send en kommentar