Real svensk jazz
Seks jazzklassikere i liveindspilning. De varer alle over 10 minutter. Det her er ægte jazz. Masser af improvisation, god tid og ikke mindst nogle formidable musikere. Kvartetten Double Standards tredje plade er indspillet på Copenhagen Jazzhouse (maj 2007) og på Palladium i Malmö (september 2007). Gruppen består af Cennet Jönsson på sopran- og tenorsax, Jakob Karlzon på piano, Hans Andersson på bas og Peter Nilsson på trommer.
Det interessante er at man får serveret seks i forvejen kendte melodier: Strayhorn's Upper Manhattan Medical Group (aka U.M.M.G.), Kurt Weill's Speak low, Gershwin's My man's gone now, Porter's I love you, Shorter's Mahjong og Tea for two. Der findes ganske mange af den slags plader. Både med legender og amatører. Så behøver vi flere af dem? Ja, det gør vi tilsyneladende, de fire musikere formår i den grad at tilføje nyt til noget kendt. Musikken er vokset ud af en bebop kontekst, men har undervejs fået tilføjet en del frie elementer uden at det dog bliver kaos. Cennet Jönsson er ved at være en god bekendt af bloggen her. Det seneste år har jeg skrevet om Cennet Jönsson Quartet, Tolvan Big Band, Maggi Olin & Cennet Jönsson og Meloscope, hvor han er med i dem alle.
Han fremstår idag som et af de stærkeste jazzkort i svensk jazz, og når man desuden har trukket et kort hvorpå der står Jakob Karlzon, så får man lov til at være i selskab med to esser, så skal der som bekendt ikke meget til før man vinder.
Kopasetic: www.kopasetic.se
Ingen kommentarer:
Send en kommentar