mandag, maj 19, 2008

DMA Jazz 2007 nominerede offentliggjort


Der er nogle danske jazzkunstnere der tilsyneladende har brændt lidt mere igennem end andre i det forgangne år. Den 6. juni uddeles DMA Jazz awards for 2007 på det nyrenoverede Copenhagen Jazzhouse. Juryen har haft megen fokus på specielt 4 musikere.
Pianisten Peter Rosendal er nomineret i kategorien årets danske jazzudgivelse for rosendal.earle.templeton pladen Tide og han er ligeledes indstillet til komponistprisen.
Saxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard er nomineret til årets danske jazzudgivelse og årets nye danske jazznavn for pladen Light airborne, samt til komponistprisen.
Saxofonisten Simon Spang-Hanssen er nomineret til årets nye danske jazznavn for pladen Co-Existence, i kategorien årets danske cross-over udgivelse for pladen Rainbow spirit og han er desuden nomineret til komponistprisen.
Saxofonisten Michael Blicher er med Radiostar pladen It cannot bleed nomineret som både årets danske cross-over udgivelse og årets nye danske jazznavn.
Jonas Müller er nomineret som årets nye danske jazznavn for pladen East African prayer meeting.
I vokaljazz kategorien er der en vaskeægte overraskelse. Aldrig nogensinde før er der nomineret en jazz'n'poetry plade. Men det er altså sket i år med pladen Consul Pepsi & The Sweet Thunder Poetry Parade, hvor Peter Laugesen læser sine digte op til musikalsk ledsagelse af bla. John Tchicai og Jakob Buchanan. Sinne Eeg er nomineret for pladen Waiting for dawn og Cæcilie Norby er nomineret for pladen I had a ball, hvor Klüvers Big Band står for musikken.
Martin Lutz Group er nomineret i kategorien årets danske cross-over udgivelse med pladen Where are the trumpets.
Aftenens vært er Lennart Ginman, og der vil være musikalske indslag med bla. Sinne Eeg, People Are Machines og Ducret/Pasborg duo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar