tirsdag, maj 20, 2008

Anderskov Accident: Newspeak (ILK) >> Jacob Anderskov & Airto Moreira: Ears to the ground (ILK)

Oh, hvilken diversitet

Det kan godt være at overskriften er lidt højstemt, men det bør den også være, når vi beskæftiger os med Jacob Anderskov, der er blandt de mest produktive jazzmusikere i Danmark. Sidste år udgav han to plader, en soloplade Panta Rhei og en elektronisk eksperimental skive An Auf sammen med Jakob Riis. Nu er han atter pladeaktuel og det er endda med to meget forskellige plader.
Den første er med Anderskov Accident, oktetten som Anderskov har ledet siden 2002. Det er den tredje plade med dette bemærkelsesværdige orkester. På den nye plade er Jesper Zeuthen på altsax kommet med i stedet for Laura Toxværd, ellers musikerne de samme som på Unity of action fra 2005. Kasper Tranberg på trompet, Ned Ferm på tenorsax, Anders Banke på basklarinet, Peter Dahlgren på basun, Jeppe Skovbakke på bas og Rune Kielsgaard på trommer.
Jacob Anderskov er komponisten og arrangøren der styrer slagets gang. Han har skrevet musikken ud og har haft den enkelte musiker i tankerne, og levner ind imellem plads til en solo. Oluf Rings Se nu stiger solen er det eneste indslag der ikke er skrevet af Anderskov. Den bevæger sig dovent afsted og er et af højdepunkterne på pladen. Et andet nummer som feks. Boxy, hvor Tranberg slippes løs på trompeten er nærmest rockende i sin sjæl. Endnu en gang har Anderskov Accident lavet en stor plade.
Den anden plade med Anderskov er noget helt andet. Det er duoplade med den brasilianske percussionmester Airto Moreira eller Airto som hele verden lærte at kende ham som, da spillede med Miles Davis, Weather Report og Chick Corea i 70'erne. Pladen består af fem numre, der er ren improvisation. De to musikere spillede sammen sidste sommer, ved jazzfestivallerne i Århus og København og gik efterfølgende i studiet for at indspille denne plade. Airto har et kæmpearsenal af perkussive instrumenter, og ud- og benytter dem til det yderste. Desuden supplerer han med ordløs sang/gutturale udgydelser. Denne plade er måske ikke lettilgængelig, men jeg kan alligevel ikke undgå at blive indfanget af det spændende univers, som de to musikere skaber. Det er imponerende når Anderskov arbejder frit og evner at kommunikere med en musiker, der ikke umiddelbart ville have stået på min liste over dem, som jeg kunne forestille mig at han kunne samarbejde med. Hvis du kun downloader et nummer fra denne plade, skal det være titelnummeret.
Bonusinfo:
Jacob Anderskov spiller sammen med guitaristen Mark Solborg d. 23. maj i pladeforretningen Jazzkælderen, som en del af en løbende ILK festival, der slutter d. 30. maj med Lotte Anker og Andrea Parkins
Jacob Anderskov: www.jacobanderskov.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar