onsdag, juli 02, 2008

Alex Riel Quartet featuring Charlie Mariano: Live at Stars (Cowbell Music) >> Benjamin Koppel & Charlie Mariano & Alex Riel Trio: Blues & Ballads (Cowbell Music)

Alex Riel har 50 års musikerjubilæum

Trommeslageren Alex Riel har aftjent sin værnepligt, i første geled i dansk musik gennem 50 år. Det fejres i år med udgivelsen af 5 forskellige plader i 2008. De to første plader er med altsaxofonisten Charlie Mariano.Den 84 årige amerikanske saxofonist har ikke levet sit jazzliv i det skarpeste scenelys. Men han har hele tiden været med og præget jazzen på forskellige tidspunkter. Ligefra fra de helt unge dage i 40'erne og 50'erne hos bla. Stan Kenton og shelly Manne, videre til 60'erne sammen med den daværende hustru Toshiko Akiyoshi, for siden at kaste sig over rockinspireret fusionsjazz sammen med bla. Phillip Catherine og Eberhard Weber. Det er i den periode hvor Alex Riel lærer Mariano at kende.
Den første plade er en liveoptagelse fra det regionale spillested Stars i Vordingborg fra sidste år. Det er en intens plade, der vækker en lyst i en til at have overværet den koncert. Det er meget slående at Mariano på ingen måder lyder som en 84 årig "has been", men derimod som en vital og fortællelysten saxofonist med både tempo og temperament. Jesper Lundgaard passer bassen, som han har gjort for Riel de sidste mange år og han er rocksteady. En ny mand hos Riel er derimod pianisten Jacob Karlzon der bla. spiller hos Viktoria Tolstoy og Peter Asplund. Han er en sand fornøjelse. Han giver musikken flow og power og passer dermed perfekt til Riels spil, der altid har balanceret på kanten mellem det elegante og lette og det kraftfyldte.
På den anden plade er de samme musikere gået i studiet, men har taget en anden altsax med, nemlig Benjamin Koppel, der før har spillet op til anden ældre herre og altsaxofonist; Phil Woods. Alle numrene er skrevet af Benjamin Koppel pånær den sidste og bedste af numrene, WC Handy's tilsyneladende uopslidelige St. Louis Blues. Det er en svedig og funky version de fem musikere får smidt af sig. Koppels numre er selvfølgelig ikke dårlige. Der er blandet elementer af både europæisk folkemusik og klassisk musik ind i foretagendet. Da pladen hedder Blues & Ballads er det også det man får at høre, de to altsax'er levner fin plads til hinanden de duellerer ikke, men støtter hinanden i at opbygge stemninger.
Bonusinfo:
Alex Riel spiller to aftener på Copenhagen Jazzhouse under Cph. Jazzfestival. D. 9. og 10. juli er han i selskab med Phil Woods (sax), Bobby Watson (sax), Benjamin Koppel (sax), Kenny Werner (piano) og Pierre Boussaguet (bas)Alex Riel: www.alexriel.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar