Danske 60'er jazzgrooves
Inden Boris Rabinowitsch holdte på Politiken, kort før sommeren rigtigt satte ind, lavede han en anmeldelse af On the spot vol. 2. Han kaldte den forfejlet, men for en enkelt gangs skyld var det Boris der var forfejlet.
Det finske (og ikke tyske, som Boris kalder det) pladeselskab Ricky-Tick Records har tidligere udgivet den første On the spot, hvor det var skandinaviske kunstnere der var repræsenteret. Denne udgivelse koncentrerer sig udelukkende om de danske og udvælgelsen er foretaget af Anders-Peter Andreasen (aka DJ Wunderbaum og medlem af Povo). Han var tidligere i år med til at udgive bogen Cool Scandinavians, der indeholdt fotos af danske jazzpladecovers fra 50'erne til starten af 70'erne. Alle pladerne der er i bogen kommer fra Anders-Peter Andreasens egen samling.
Han har med andre ord, det materiale der skal til for at lave en compilation med gammel dansk jazz. Anders-Peter Andreasen tager som gammel DJ udgangspunkt i musik, der kan bruges i klub-sammenhæng, det er ikke nødvendigvis det der fortæller den rette historie om lyden af den danske jazzscene i de år. Til gengæld fungerer det som en compilation der kan fremtvinge kropslige bevægelser, i form af rokken med benene, trampen på stedet eller anden højstemt kropsuro.
Kender man internationale DJ's som Gilles Peterson eller Rainer Trüby ved man lidt om hvad der er i vente. Andreasen har udvalgt 11 numre og fælles for dem alle er at de kommer fra fuldstændigt uopdrivelige vinylplader. Louis Hjulmand Quartet, Bent Jædig, Max Leth, Bjarne Rostvold, Erik Moseholm, Finn Savery, Jazz Kvintet 60 er blandt dem man finder på pladen, der selvfølgelig også er udgivet som vinyl-LP.
En absolut anbefalelsesværdig plade til dem der ikke var unge i 60'erne eller tidligere.
Ricky Tick Records: www.ricky-tick.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar