Udadvendt og smittende
Trommeslageren og percussionisten Benita Haastrup der bla. har spillet meget med pianisten Maj-Britt Kramer, Sophisticated Ladies, John Tchicai og Percussion Paradise (med bla. Marilym Mazur og Lisbeth Diers), har lavet sin første plade i eget navn siden 1995. Det sker med pladen Sunrise, hvor hun allieret sig med gode musikalske bekendte; Christina Dahl på saxofon, Kaare Munkholm på vibrafon og Jens Skou Olsen på bas. Desuden er hendes far Bent Haastrup med på trompet.
Har man oplevet Benita Hastrup på en scene ved man, at hun står for den udadvendte og smittende glæde ved musikken. Derfor er det spændende, om det er lykkedes hende at gøre det samme på CD.
Pladen byder på 16 numre på næsten 49 minutter som den varer. 6 af numrene er små vignetter på under 1 minut, hvor Benita spiller næsten solo, kun understøttet lidt af et instrument. Med titler som Listen, Move, Breathe, Think, Speak og And Then er det små rytmiske indspark hvor hun følger os på vej.
Bent Haastrup på trompet er en fornøjelse, han kommer fra swingjazz baggrund i Louisiana Jazzband. Far og datter komplementerer hinanden i deres musikalske møde. På numre som Gennem livet - hvor Bent spiller en klædelig duet med Christina Dahl og Aftenstjerne, er det næsten som at være der selv og det er hyggeligt! Kaare Munkholm på vibrafon skal også have et lille hip herfra - eller egentlig er det Benita - for at give ham så god plads som han får. Lyt feks. til Raindance.
Benita Haastrup kommer godt ud af højttalerne med sit levende, flydende og ikke mindst afvekslende og sammenhængende trommespil. Hun åbner op for en spændende musikalsk rejse, der både smitter og er udadvendt. Man ikke sættes af undervejs.
Benita Haastrup: www.benita.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar