Jazzen på skrift 2008

Det forgangne år har bragt flere bøger om jazz på dansk frem end vi er vant til. Desuden har magasinet Jazzspecial holdt fanen højt som eneste danske jazzmagasin. I Sverige har de flere af slagsen. Et af dem, Orkesterjournalen fik en ordentlig og tiltrængt brush up i starten af 08. På aviserne er jazzen et stedbarn - og bliver behandlet som sådan.
Vi fik endelig bogen om Montmartre, men bare fordi den kommet er det jo ikke ensbetydende med at den er god.

MEN, det er den! Bogen der er skrevet af Wolsgaard-Iversen og Büchmann Møller, er uomgængelig for enhver jazzinteresseret i Danmark. Selv om spillestedet lukkede for så mange år siden, at størsteparten af de aktive danske jazzmusikere og -lyttere idag, aldrig nogensinde har været der. Så er det en så væsentlig historie at den trækker spor til idag, som en vigtig del af den danske jazzfolkesjæl. Blandt andet den del der handler om at spille med udenlandske jazzmusikere. Åbenheden overfor andre nationaliteter har altid været stor i dansk jazz. Danske jazzmusikere skylder utvivlsom meget i lærepenge til udenlandske musikere, som den anden vej skylder en pæn del for den imødekommenhed, store musikalitet og velvilje de som regel møder herhjemme. Så mon ikke det går op. Der er ihvertfald stadig mange udenlandske jazzmusikere der samarbejder med danske. Feks. medvirker der udenlandske musikere på 7 af årets 10 jazzplader her på Jazznyts liste.

Ham vi kender som jazztrommeslager fik taletid i den bedste sendetid i X-Faktor. Som dommer talte han for den gode smag, med et sprog der nok kunne få kaffekopperne til, at klirre ude ved kakkelbordene. Den popularitet/upopularitet som Thomas Blachman opnåede, udløste en fribillet til flere hundrede siders visdom spredt i bogen Det kolossale menneske, skrevet af Torben Steno, men ellers udtrykt af Blachman. Ikke så meget jazz måske, men rigtigt meget om det der driver kunsten.

Christian Munch-Hansen, der normalt gør sig Informations spalter havde fået den fine opgave at lave Copenhagen Jazzfestivals jubilæumsbog. En bog der blandt andet fik prædikatet coffee-table bog, med fremragende anmeldelser i bla. Gaffa. Bogen er spækket med billeder af Jan Persson og Gorm Valentin. Den indeholder desuden bidrag fra Ursula Andkjær Olsen, Cæcilie Norby, Henrik Wolsgaard-Iversen, Jan Kaspersen, Peter Laugesen, Ib Skovgaard, Kresten Osgood, Suzanne Brøgger, Per Vers og Thorbjørn Sjøgren. Vi får bla. historien om dengang DR spillede med jazzmusklerne og havde OB-vogne i gang inde ved Montmartre eller Ridebanen ved Christiansborg. Idag er de ikke engang repræsenteret med en diktafon.

Pladeselskabet Blue Note er ikke kun kendt for sit musikalske bidrag til jazzen i 50'erne og 60'erne. De var også kendte for deres uforlignelige pladecovers, der den dag i dag stadig fascinerer og inspirerer. På samme tid udkom der også lidt jazz på LP i Danmark. Faktisk kom der så lidt, at alt hvad er udkom kan samles i en lille bog. Det har pladesamleren og DJ'en Anders-Peter Andreasen og reklamemanden Morten Windelev gjort med bogen Cool Scandinavians, hvor de med udgangspunkt i Andresens store pladesamling har indscannet alle pladecovers fra perioden, samt suppleret med fotos taget af bla. Jan Persson.

For nogle år siden udkom Dan Turélls samlede jazzskrifter i bogen Charlie Parker i Istedgade på det lille forlag Bebop. Nu har forlaget samlet Jørgen Leths jazzskriveri fra nogenlunde samme periode i bogen En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem. Fra 50'erne til slutningen af 60'erne var der jazzskribenter på alle de større danske aviser. Der fandtes desuden diverse jazztidsskrifter. Mange jazzskribenter luftede deres højtravende og svært intellektuelle tanker for folket, hvilket næppe betød at jazzen blev mere udbredt. Men det derfor var det jo ikke uvæsentligt det de skrev, tværtimod. I dag er det en fornøjelse at læse Jørgen Leths tekster, der ofte svæver over i mere skønlitterære baner.

Arnvid Meyer var Mr. Swing King i 60'ernes jazzmiljø. Noget som datidens publikum nok vidste. Men for nutidens jazzinteresserede var det noget sværere at få øje på indtil Stunt udgav boksen Right out of Kansas City med 5 CD'ere, 1 DVD og en bog. Her havde sønnen og Jazz Special redaktøren Cim Meyer talt med mange af de musikere som Arnvid omgav sig med. Bogen er særdeles underholdende og ikke mindst et vigtigt dokument om en af de vigtigste jazzmusikere og personligheder der har været herhjemme.

Den sidste danske bog er en bog, der fik læsterlige klø i Jazzspecial. Da den moderne jazz kom til Danmark kommer på en eller anden fjollet måde til at fremstille sig selv som efterfølgeren til (doktordisputatsen!) Jazz i Danmark af Erik Wiedemann, der dækker dansk jazz fra århundredeskiftet til 1950. Det var den ikke! Den kunne højst kaldes en pamflet der dækkede perioden der fulgte efter. Hensigten har sikkert været god fra forfatternes side, men at nævne sig i sammenhæng med Wiedemann er dumt og lægger op til tæsk.

På Politiken tog man ved sommerens start afsked med jazzanmelderen Boris Rabinowitsch eller det var vist mere omvendt. Han har siden slået sine folder i Den Anden Radio og i Jazzspecial. Han var den sidste fra den gamle skole, der om nogen kunne slagte en jazzmusiker (spørg lige sangerinden Malene Mortensen, der har lavet sangen Mr. Knows it all til ham, på baggrund af en dårlig anmeldelse hun fik i Politiken). Nu er det Thomas Michelsen og Henrik Palle der anmelder jazzen i Politiken og det får de fem hjerter for herfra. Det har ikke skadet med lidt frisk jazzblod i den levende.

Det svenske jazztidsskrift Orkesterjournalen har holdt fanen højt i 75 år! Det er verdens ældste jazztidsskrift og slår det amerikanske Down Beat med nogle måneder. Bladet har de senere år lidt under et noget kedeligt og bedaget lay out. Men det blev der gjort noget ved med februarnummeret i 08. Et friskt og flot lay out hjalp gevaldigt på magasinet. I slutningen af året har de lavet et samarbejde med Jazzklubben, som vi herhjemme har kendt i mange år fra Jazzspecial. I erkendelse af at det ikke er belevet lettere at erhverve en jazzplade - heller ikke i Sverige - har de lavet et samarbejde med Jazzklubben, der ligesom i Jazzspecial tilbyder en pakke med 4 plader hver anden måned, heraf er mindst 2 med svenske artister. Gad vide om der vil være afsmitning på den danske del af Jazzklubben med de svenske plader.

To udenlandske jazzbøger fortjener også et par ord. Forlaget Taschens voldsomme, men flotte Jazz Covers er en bedrift på mange planer. Her er der udvalgt 1000 jazzpladecovers uden den store skelen til det kunstneriske indhold, men til hvordan pladerne så ud. Her er rigtigt mange godbidder og sjældenheder der er med til at skærpe nysgerrigheden.
Forlaget Penguin har udgivet deres niende Guide to Jazz Recordings. En bog der på mastodont-agtig vis indeholder anmeldelser af over 14.000 jazzplader. Den ene af forfatterne Richard Cook døde i 2007, men da det tager mere end et år at lytte til så mange plader, er han stadig medforfatter sammen med Brian Morton. Bogen er uundværlig for den seriøse jazzlytter. Som vindrikkernes Parker's Winebuyer's guide og de kristnes gamle og ny testamente er dette en bibel med mange sandheder og enkelte smuttere.