Frank Büchmann-Møller & Henrik Wolsgaard-Iversen: Montmartre Jazzhuset i St. Regnegade 19, KBHVN K (Jazzsign & Syddansk Universitetsforlag)

Mesterværk om Montmartre

Montmartre er en legende i dansk jazzliv med historier så mange, at ingen kommer op på siden af spillestedet, der eksisterede i St. Regnegade i årene fra 1959-1976. Hvordan indfanger man den historie? Hvordan bliver det interessant for dem, der aldig har sat sin fod på stedet, men gerne vil komme tættere på sjælen. For det første, er det 32 år siden stedet lukkede. For det andet er der så mange myter, anekdoter og løgnehistorier, der er farvet af at Montmartre også var et værtshus hvor alkoholiske drikke blev flittigt udskænket -og ikke mindst indtaget. Hukommelsen har det med at blive selektiv på sin egen underfundige måde, når de første pilsnere er drukket.
Bogen har været mange år undervejs. Den er kommet til verden takket være nogle gamle Montmartre medarbejdere, der af den gamle leder Herluf Kamp-Larsen havde fået overdraget nogle kasser fyldt med presseudklip og andet godt fra tiden. En af dem var Jørgen Bo, der gennem årene havde taget en masse billeder i jazzhuset, sammen med Jan Persson og enkelte andre, som feks tegneren Klaus Albrechtsen er de skyld i at bogen er spækket med en masse billeder, hvoraf mange ikke er set før.
Bogen er skrevet af Henrik Wolsgaard-Iversen og Frank Büchmann-Møller. Det er en jætte-indsats, der har bedrevet. De har talt med gamle medarbejdere, musikere og andet godtfolk der havde sin gang på stedet. Wolsgaard-Iversen har bla. skrevet musikerportrætterne af de amerikanske musikere, der om nogen var med til at gøre stedet berømt: Ben Webster, Dexter Gordon, Oscar Pettiford, Brew Moore, Bud Powell, Kenny Drew og Johhny Griffin. Büchmann-Møller har skrevet den kronologiske gennemgang af historien, der aldrig bliver kedelig. Bogen er spækket med sjove anekdoter. Men det tager ikke overhånd, hele tiden holdes der fast i at ville fortælle historien om spillestedet. Hvorfor var det så specielt, hvorfor vendte mange musikere tilbage til stedet igen og igen? Lige præcis det spadestik dybere er man kommet med den her bog. Man kommer tæt på menneskene og sjælen i stedet og får via bogen et meget større indblik i, hvad det egentlig var der skete dengang.
Til sidst i bogen er der en komplet gennemgang af koncerterne. Den kan gøre ondt at læse - hvorfor var man der dog ikke?. I 60'erne var der mange af de legendariske gæstespil, hvoraf flere af disse siden er udgivet på plade - en diskografi er der selvfølgelig også i bogen. På listen nævnes der også når der var gæstemusikere med på scenen, hvilket ofte skete når de havde spillet et andet sted i byen tidligere på aftenen.
Man kommer også tæt på de mange danske musikere, der fik en karriere ud at have gået på det "rytmiske musikkonservatorium" i St. Regnegade. Det er fortsat et mysterium hvordan en 15 årig NHØP dog kunne ende på scenen sammen med den besværlige pianist Bud Powell. Med NHØP's ord om, at han egentlig ikke vidste hvad han gik ind til, at han først nogle år senere begyndte at tænke på, hvad der egentlig skete musikalsk i Montmartre, især for ham, blev han svimmel blot ved at tænke på, hvad de gamle rotter overhovedet troede om ham, hvad han overhovedet bildte sig ind.
Det er måske essensen ved Montmartre, nok var man klar over at der skete noget væsentligt på stedet. Men det er jo først langt senere at det viste sig, at det som den første leder Anders Dyrup startede. Som den næste leder Herluf Kamp-Larsen overtog og gjorde til et vigtigt fundament i dansk jazzhistorie, rent faktisk også spillede en vigtig rolle i international jazz.
Tvivl ikke et sekund. Denne bog skal stå på enhver jazzelskers reol. Køb den nu eller ønsk den i julegave.