mandag, december 08, 2008

Julia Hülsmann Trio: The end of a summer (ECM/Sundance) >> Alboran Trio: Near gale (ACT/Sundance) >> Wolfgang Haffner: Acoustic shapes (ACT/Sundance)

Tre med trio

Der er noget nærmest romantisk tillokkende over klavertriojazzen. Den kan lokke dig, den kan være noget så dejlig at have i ørerne og i kroppen, den kan besætte dig...
Ja jeg indrømmer det. Jeg elsker klavertriojazz. Det kan være den klassiske Bud Powell og Oscar Peterson eller den nyere Chick Corea og Keith Jarrett. Men det her er altså et område hvor europæisk jazz i de seneste år, har haft ligeså meget interessant at berette, som den amerikanske. Godt nok har de Brad Mehldau og The Bad Plus i USA. Men prøv bare at tage Danmark, Sverige og Norge. Der er kommet så mange gode plader herfra de seneste 10 år at vi med rette kan være stolte.
Men det er altså ikke helt tosset det de laver lidt længere sydpå. Fra Tyskland kommer Julia Hülsman, der ganske vist er taget til Norge for at få den rette lyd, hos Jan Erik Kongshaug i Rainbow Studiet i Oslo, men det er hun jo ikke den første ECM-kunstner der gør. Det er ikke hver dag der kommer en plade med kun tyske kunstnere på ECM - og slet ikke en straight jazzplade. Gevinsten på pladen er Hülsman's versionering af popsangeren Seal's hit Kiss from a rose, der oprindelig er fra Batman Forever filmen.
Alboran Trio er italiensk med Paolo Paliaga ved pianoet der ligeledes har komponeret musikken. Det er deres anden plade. Pladen er en moderne klassisk trioplade med middelhavs -temperament, -smag og -varme. Bassisten Dino Contenti's syngende bas og Gigi Biocalti's bløde og levende trommespil går godt i spænd med Paliaga's pianospil.
Wolfgang Haffner fra Tyskland er trommeslager og han har lavet en sand perle med livepladen Acoustic shapes, sammen med Hubert Nuss på piano og Lars Danielsson på bas. Haffner har gjort det i jazz og popsammenhæng med store navne siden han begyndte at spille med Albert Mangelsdorff. Men i 2006 viste han med pladen Shapes at han selv kunne. Det var en electronicajazzplade. Den nye er til gengæld helt akustisk. Den kravler lige ind og pleaser melodigenet. Men der er heldigvis så meget kant og udvikling i musikken at vi ikke bare falder glade i søvn. En meget anbefalelsesværdig plade, hvor Nils Landgren gæster på sidste nummer med den røde basun.
Julia Hülsman: www.juliahuelsmann.de
Alboran Trio: www.alborantrio.com
Wolfgang Haffner: www.wolfganghaffner.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar