onsdag, januar 07, 2009
Blue Note fylder 70 år
Den 6. januar 1939 indspillede Alfred Lion det, der skulle blive den første Blue Note-plade, med boogie woogie pianisterne Albert Ammons og Meade Lux Lewis. 70 år senere er det ikke svært at se (høre) hvad Blue Note har gjort for jazzen. Hvis man som jazzlytter ikke kan finde en favoritplade i bagkataloget er det vist fordi man ikke er jazzlytter.
Fødselsdagen fejres på bedste amerikanske vis, de giver den simpelthen fuld gas.
2009 er også året hvor Blue Note kan fejre sit 25 års jubilæum efter genlanceringen i 1984. Den nuværende boss Bruce Lundvall kom til pladeselskabet dengang og har idag skabt et pladeselskab der ikke er til at komme udenom. I 2001 blev debutpladen med Norah Jones udsendt, knapt så meget jazz, men en megasællert der fik jazzfreaks til at ryste i underbukserne. Var det nu det som Blue Note ville beskæftige sig med? Arj heldigvis ikke så meget, at de væltede den ægte jazz af pinden.
70 års fejringen kan bla. opleves med bandet The Blue Note 7, der tager på en større turné. De udsender en plade i midten af januar med Blue Note kendinge som Criss Cross og Dolphin dance. Bandet består bla. af Ravi Coltrane, Nicholas Payton og Bill Charlap. De tager på en fire måneder lang turné, der tager dem vidt omkring i USA og slutter med en uges engagement på Birdland i New York.
Mine fem Blue Note favoritter:
Ike Quebec: Bossa nova soul samba
Wayne Shorter: Juju
Eric Dolphy: Out to lunch
Thelonius Monk: Genius of modern music vol. 2
Joe Lovano: From the soul
Blue Note: www.bluenote.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar