mandag, april 06, 2009

Jakob Dinesen: Dino (Stunt)

Måske Dino's bedste nogensinde

Det er ti år siden at saxofonisten Jakob Dinesen udsendte sin første plade i eget navn på Stunt Records. Inden da havde han allerede markeret sig i mange forskellige sammenhænge, feks. med TS Høeg, Once Around The Park og Kasper Tranberg. På pladen Around fra 1999 spillede han sammen med Kurt Rosenwinkel på guitar, Anders AC Christensen på bas og Paul Motian på trommer. Materialet var af Monk, Ellington, Motian, Bill Evans og en enkelt fra Dinesen selv. Der var kendte klassikere som Ellington's Cottontail og Monk's Criss Cross. Siden dengang er der skrevet mange flere kapitler i bogen om Jakob Dinesen. Men derfor kan man jo godt bladre tilbage en gang imellem og bruge elementer fra dengang. På Dinesens ny CD Dino spiller han atter med Paul Motian og Anders AC Christensen. Der er et par kendinge som Tennesee Waltz, Ellington's Come sunday og en afrocubansk traditional Ochun, men ellers er resten af pladens 11 numre skrevet af Jakob Dinesen. Er der så sket noget siden dengang, må man jo nødvendigvis spørge sig selv.
Først og fremmest er meget af materialet fra Dinesen selv. Så allerede der, er der sket en del. Jeg fristes til at sige, at jeg stadig kan høre at det er Dinesen. Han havde allerede i slutningen af 90'erne fundet en personlig tone på saxofonen. Den har han kløgtigt nok holdt ved gennem alle årene. Men det kan jo ikke undgås at der er kommet en god bid mere modenhed ind under huden. Tempoet er sat ned og himlen er blevet mørkeblå. Men det nok største er at høre ham i et sammenspil med en af jazzhistoriens største trommeslagere, der til stadighed har noget at byde på. Dinesen spiller måske sit bedste nogensinde nogensinde på en plade, der nok skal vise sig at være langtidsholdbar. Mads Hyhne på basun og kasper Tranberg på trompet gæster på to numre.
My Space: www.myspace.com/jakobdinesen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar