fredag, april 17, 2009
Spændende jazzkoncerter i den kommende uge
Nicolai Munch Hansen udsendte for et par år siden pladen Wanna do right, but not right now. Pladen blev aldrig fulgt op af koncerter, udover en enkelt på Copenhagen Jazz Festival. Nu er der mulighed for at opleve bassisten i selskab med musikerne fra pladen. Ned Ferm på sax, Jakob Høyer på trommer, Mads Hyhne på trombone, Jakob Bro på guitar og en enkelt tilføjelse i forhold til pladen. Nemlig Søren Kjærgaard på klaver. Sekstetten kan opleves på Musikcafeen i Århus d. 22. april. Det er Sunship der står bag koncerten. D. 30. april spiller de hos Giant Steps i Svendborg.
På Copenhagen Jazzhouse er der så de følgende tre dage, endnu en mulighed for at høre Jakob Bro og Jakob Høyer. I selskab med Anders AC Christensen på bas er de Copenhagen Jazzhouse's nye hustrio. De kan opleves i selskab med den amerikanske trompetist Tom Harrell fra torsdag d. 23. april til lørdag d. 25. april. Trompetisten har tidligere samarbejdet med danske jazzmusikere. Bla. Niels Lan Doky, Martin Schack og Radioens Big Band.
European Jazz Orchestra under ledelse af Peter Herbolzheimer kan opleves i Remisen i Brande onsdag d. 22. april og om torsdagen d. 23. april på Fermaten i Herning, hvor Moor Jazz er medarrangør. Derefter drager big bandet på en 12 koncerter lang turné i Europa.
Fredrik Lundin og Trinelise Væring er på tur med deres nye band Offpiste Gurus og kan opleves i Esbjerg på konservatoriet d. 23. april og i Vejle d. 24. april, hvor det er den lokale jazzklub Jive der står bag.
I Skive Theater kan man d. 21. april opleve trommeslageren Jacob Roveds Return To Forever Tribute, hvor han er i selskab med bla. Thomas Clausen på et gammelt fedt Fender Rhodes og Jan zum Vorhde på fløjte og sax. Bandet koncentrerer sig om den periode hvor Chick Corea spillede sammen med Airto og Flora Purim. Det er årets jazzspillested 2009, Skive Jazzklub der står bag koncerten.
Dagen efter kan man atter opleve Thomas Clausen, I Kolding spiller han på Godset sammen med sin nye Quintet 09, der består af Karsten Bagge på trommer, Peter Fuglsang på sax og klarinet, Per Gade på guitar og Thomas Fonnesbæk på bas. Det er Jazz6000 der står for koncerten.
I Holbæk spiller saxofonisten Simon Spang-Hanssen sammen med sit franske band Ear Witness d. 24. april på Elværket. Bandet har eksisteret siden 2001 og har turneret i både Frankrig og Danmark, hvor de såmænd spillede i Holbæk i 2003. Det var åbenbart så tilfredsstillende for Holbæk Jazzklub at de nu kommer tilbage.
På Husets Teater i København præsenterer Jazzclub Loco trioen WBZ d. 24. april. Jonas Westergaard på bas, Jesper Zeuthen på sax og Peter Bruun på trommer præsenterer nykomponeret musik der er et oprør og opgør med form og figur. Inspireret af kærlighed og had, lidenskab og kulde er musikken filmisk, fantasifuld og uforudsigelig.
På 1. sal i Huset i København præsenterer Paradise Jazz et ugeprogram der selvfølgelig starter med Monday Night Big Band om mandagen! Herefter følger Carsten Dahl/Kristian Jørgensen Duo om tirsdagen. Herefter følger to trioer for jazzpublikummet der har en hukommelse, der rækker længere end en uge tilbage. Nikolaj Bentzon Trioen er på scenen onsdag aften og det er Dørge/Becker/Carlsen's tur til at erobre scenen torsdag aften.
På Huset i Ålborg spiller bassisten Torben Westergaard d. 23. april. Han medbringer 6 musikere, der alene på papiret vækker en lyst til at være tilstede. Ida Nørholm på cello, Anders Banke på klarinet og tenorsax, Francesco Cali på accordion, Jacob Anderskov på piano, Jacob Andersen på percussion og Frands Rifbjerg på trommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar