tirsdag, april 14, 2009

DR Big Band feat. Jeff 'Tain' Watts: The Impaler (Red Dot Music/DR/EMI)

'Tainin' DR Big Band

Det er svært ikke at kommentere den kunstneriske retning der er sket med DR Big Band på det seneste, i en betoning der ellers ikke er Big Bandet forundt særligt ofte. Der har været mange klagesange om big bandet i de seneste år, nogle endda med rette. Men lad nu det ligge, for det virker efterhånden ret overflødigt. Sidst jeg skrev om dem, var i den glædelige forbindelse med udgivelsen af pladerne med Vince Mendoza og Mike Stern. To nutidige og væsentlige jazzmusikere.
Nu er de bare et halvt år senere atter aktuelle med en plade, der er med til at understrege hvorfor det er så vigtigt at vi har DR Big Band. Denne gang er de i selskab med trommeslageren Jeff 'Tain' Watts. Det er et samarbejde der er kommet istand ved hjælp af Big bandets kunstneriske konsulent Chris Minh Doky. Doky og 'Tain' kender bla. hinanden fra Doky brødrenes anden plade fra 1996 og Kasper Villaumes 117 Ditmas Avenue.
'Tain' markerede sig fra midten af firserne i samarbejdet med Wynton Marsalis og har siden befundet sig i en rolle som både vedligeholder og fornyer indenfor jazzen. I 1998 medvirkede han på Michael Breckers Two blocks from the edge og på The Impaler som pladen sammen med DR Big Band hedder, er der to numre med fra dengang bla. titelnummeret, hvor Peter Fuglsang leverer en saxsolo der er Brecker værdig. Det er Fuglsangs eneste solo, ellers står Hans Ulrik for resten af pladens saxsoli, læg feks. mærke til stjernestunden på nummeret Attainment.
Pladen blev indspillet i DR Byen i starten af januar, ved samme lejlighed spillede big bandet sammen med 'Tain' ligeledes en aften på Jazzhouse. 'Tain' er kendt for sit kraftfulde og energiske spil, hvilket heldigvis afspejler sig på pladen, hvor han ofte er i fokus med et trommespil, hvor han både swinger, fornøjer og imponerer.
Bonusinfo:
Jeff 'Tain' Watts er også aktuel med en plade i eget navn. Pladen hedder Watts og på pladen medvirker Christian McBride på bas, Terence Blanchard på trompet og Branford Marsalis på saxofon.
Jeff 'Tain' Watts: chambersoftain.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar