onsdag, maj 20, 2009

Engkilde & Groth: Snow (Brumtone)

SPOT KUNSTNER
Improviseret snemusik


En januardag gik August Engkilde og Henriette Groth i studiet. I løbet af fire timer improviserer de sig igennem en snevejrsdag. August Engkilde har efterfølgende klippet det ned, så det er nu blevet til 14 dele i længder fra lige over 1 minut til over 7 minutter, ialt 51 minutters musik. Henriette Groth udsendte i efteråret avantgarde pladen Du fugl sammen med Lotte Anker. Her spillede Groth på piano. Denne gang spiller hun også på klarinet. Engkilde spiller både på bas, Nord Modular (moderne klassisk synth) og MPC1000 (en klassisk sequencer og sampler).
Pladen er nærmest easy listening, behagelig baggrundsmusik, men ikke helt så pletfri som easy listning vanligtvis vil være. På pladen føres vi gennem nogle faser. Den starter med Engkilde på ren bas og Groth på ren klarinet, derefter føjes der nogle beats til. Groth skifter til piano, hvor hun ikke spiller på tangenterne, men på strengene, derefter skifter hun over til prepared piano. Engkilde laver spooky lyde. Det går over i mere elegante strygersynthklange, der føjes diskrete klikkende beats til. Groth spiller nu på pianoet. Det begynder at gå langsomt i opløsning og ender med inspireret næsten sammenhængende klarinetspil fra Groth.
Pladen er med til at understrege August Engkildes unikke position i dansk musik. Han er producer og står ligeledes bag pladeselskabet Brumtone, der har udsendt pladen. Engkildes evne til at lave genresprængende, grænsesøgende og alligevel tilgængelig musik er uden lige.
Bonusinfo 1:
D. 23. maj spiller August Engkilde på Spot sammen med BRUM FROM DENMARK i trio format og The virtual BIGBRUM band.
Bonusinfo 2:
Henriette Groth spiller sammen med Lotte Anker til DMA Jazz arrangementet d. 30. maj.
Brumtone: www.brumtone.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar