Hvis man ser bort fra os hardcore-jazzfreaks, der bruger mange af døgnets timer (vågne og sovende) på at finde nyt om jazzen, så man nok indse at den "almindelige" musiklytter har brug for at få musikken (jazzen) smidt i hovedet. Her tjente Danmarks Radio en vigtig rolle i gamle dage. Jeg husker endnu hvordan jeg i mine unge musikformative år (i firserne) hørte Oscar Peterson's Hymn to freedom i morgenradioen. Jeg har siden været glad for både freedom, Oscar og jazz.
I dag kan man feks. møde jazzen på de netop overståede jazzfestivaler i Århus og København. Det er suveræne udstillingsvinduer for levende musik og selvfølgelig jazz i særdeleshed. Vil man have musikken med hjem er det straks værre. De fleste kunstnere sælger deres egne plader ved deres egne koncerter. Ellers er der ikke gjort meget for at animere pladesalget under festivalerne. I Musikhuset i Århus har der i flere år under jazzfestivalen været en pladebod, hvor Pierre Tassone fra netbutikken Music By Mail har solgt plader. Dog har der ikke været mange danske jazzplader i hans kasser.
I København kan man under jazzfestivalen selvfølgelig gå i Jazzcup og høre livejazz og købe dansk jazz på plade, dog primært fra Stunt Records. Ligeledes er der livejazz i pladebutikken Jazzkælderen, hvor man i år har haft fokus på Barefoot Records.
Hvorfor laver man ikke en opsamlingsplade/compilation med nutidig dansk jazz? 2 CD'er for 50 kr. der kan købes i de boder hvor Copenhagen Jazzfestival sælger programmer og t-shirts, der kan købes alle de steder hvor der er koncerter under festivalerne, der kan købes i Musikhuset, Jazzkælderen og Jazzcup, der kan købes i TP Musikmarked, Stereo Studie og Fona, der kan downloades på iTunes, TDC Play, Emusic etc.
Kunstnerne skal ikke tjene en rød reje på projektet. Til gengæld får de en masse reklame for deres musik, så den musikinteresserede netop får smidt navne i ørene som han/hun ikke vidste at de ville høre.
Calibrated, Your Favourite Records, ILK, Pladekisten, Barefoot Records, Stunt, Cowbell Music og Gateway er nogle af de pladeselskaber der burde gå sammen om at præsentere deres musik og få den ud til de musikinteresserede på en ny måde.
Hvem skal stå for det projekt? Tjahh jeg synes at at alle pile peger i retning af Jazz Danmark. Feks. står der på deres hjemmeside at: "JazzDanmark er den centrale, samlende interesseorganisation for jazz i Danmark" og at: "JazzDanmark sikrer udbredelse, viden og kendskab til dansk jazz."
Hvis de får brug for en der kan sammensætte en dansk jazz compilation, så behøver de bare at smide en mail i retning af mig, så skal jeg dælme nok.... ;-)
Ny dansk saxduoplade med Kenny Werner
Ved DMA Jazz-prisuddelingen for nylig var det en duoplade der vandt prisen som årets danske jazzplade. Saxofonisten Jens Søndergaard vandt den sammen med den amerikanske pianist Kenny Werner for pladen A time for love. En plade spækket med jazzkærlighed og standards. Intet nyt under solen, men fænomenalt fremført.
Nu kommer der atter en duoplade med Kenny Werner og en dansk saxofonist. Benjamin Koppel havde inviteret Kenny Werner til Danmark for at lave en kvartetplade sammen med Anders Koppel og Jacob Andersen. Det var sket efter at Kenny Werner havde udtalt at Koppels plade sammen med Miroslav Vitous; The Poetic Principle fra sidste år, var "The best jazz record I've heard in a decade or two".
Da indspilningerne til kvartetpladen efter 10 timer var overstået, gik de atter en gang i studiet, hvor de som duo lavede musik der var inspireret af forfatteren, poeten, filosoffen og naturelskeren Henry Thoreau's bog fra 1854 Walden, or life in the woods. Bogen handler om Thoreaus to år lange selvvalgte eremittilværelse ved Walden Pond, hvor han lever i symbiose med skoven, søen og dyrene. Koppel og Werner har bla. ladet sig inspirere af Thoreau's selvforglemmelse i naturen.
Kenny Werners samarbejde med endnu en dansk saxofonist er overraskende, fordi det minder så lidt om samarbejdet med den forrige. Kenny Werner anses ikke uden grund, som en af de store pianister i international jazz idag og har en evne til at spænde bredt. På den aktuelle plade med Koppel er det klassisk kammerinspirerede jazzspil i fokus. Stemningsmættet som en tåget vintermorgen ved skovsøen. Åben, lyrisk og klar som en sommerdag ved søens bred.
Benjamin Koppel er som saxofonist i særklasse herhjemme. Han bevæger sig på pladen rundt mellem avantgarde og klassisk musik. Men også nærværende ekspressionistisk jazz, hvor man hører elementer fra flere forskellige alt-saxofonskoler. Både Jan Garbarek, David Sanborn og Arne Domnerus popper kortvarigt frem i hovedet, når man hører Benjamin Koppel på Walden, hvor han også spiller på sopransaxofon.
Bonusinfo:
Det amerikanske The Thoreau Institute er begejstret for udgivelsen og planlægger et samarbejde med Cowbell Music om bla. promovering og koncertturné.Benjamin Koppel: www.benjaminkoppel.dk
-er titlen på en serie som den amerikanske jazzblogger og radiovært på Jazz24 Kevin Kniestedt har startet i denne uge. Han lægger ud med tyve plader. Pladerne kommer ikke i en bestemt rækkefølge og blandt de tyve finder man både overraskende og mindre overraskende plader. Radioens Big Band er inkluderet med pladen The great one fra 1996, hvor de spiller sjældent spillet musik af Thad Jones. Musikken er arrangeret af Ole Kock Hansen. Ellers er både Miles med Kind of blue, Chick med Light as a feather og Herbie med Maiden voyage med på den første liste.
Planen er at han offentliggør tyve nye plader til listen hver uge. Det bliver spændende at følge den.
http://jazz24.wordpress.com/2009/07/21/1000-jazz-albums-you-should-hear-before-you-die-1-20/
Solborg i duo og kvartet
En duoplade med guitar og trompet er ikke hverdagskost. Guitaristen Mark Solborg inviterede i 2008 den amerikanske trompetist Herb Robertson til Danmark for at spille med Solborgs kvartet. Ved samme lejlighed lavede de duopladen NOD. Pladen fremviser med stor glæde jazzens store spændvidde. Herb Robertson er en trompetist der spillet med mange forskellige danske jazzmusikere. Pierre Dørge New Jungle Orchestra, P.O. Jørgens, Mokuto, Kresten Osgood og Søren Kjærgaard er blandt dem der har haft fornøjelsen. Han har også spillet med en lang række af jazzens nutidige stjerner; Bill Frisell, Tim Berne og Paul Motian. Han har evnen som trompetist til at opsuge jazzens mange farver - både Armstrong og Davis kan høres i hans trompetspil - hvorefter han sprøjter det ud i nye overraskende nuancer.
NOD er gensidig forståelse og respekt, NOD er et apparat som kan bruges til observation om natten og NOD var det land som Kain blev udstødt til i Biblen. NOD er også en plade der svinger mellem solbeskinnet lossepladsmusik som på nummeret Komplet Komplot og crowdpleaser-lækker trompet/akustisk guitar som på Fabular.
Mark Solborg er også aktuel med det tredje pladeudspil fra kvartetten moLd. Her er en anden trompetist også en vigtig part i musikken. Den tyske trompetist Stephan Meinberg, der også spiller på flygelhorn og euphonium (lille tuba) er som Robertson en stærk trompetist, der sammen med de tre andre musikere skaber pågående, kaleidoskopisk, rårivende og følsom jazz.
moLd er et kollektiv, hvor den enkelte musiker hele tiden presses til at yde sit bedste. Mark Solborg har skrevet fire af numrene. Han har en evne både som musiker og komponist til, at lave vedkommende og interessant nutidig jazz. De to andre musikere, Anders Banke på klarinet og sax og Peter Bruun på trommer kommunikerer perfekt med Meinberg og Solborg. Det er i det hele taget dejligt at moLd fastholder deres samarbejde år efter år. Her kan man så følge en musikalsk udvikling fra den første CD Republic of... fra 2002, som Christian Munch Hansen i 2007 udråbte til en af de vigtigste danske jazzplader der er udkommet i årene 1970-2007, til den ny Voodoo down jump, hvor kvartetten fastholder et musikalsk udtryk der både er krævende og givende - for lytterne og musikerne
Mark Solborg: www.solborg.dk
En meriterende plade
De er alle tre lige blevet færdige på det rytmiske musikkonservatorium i København. Mens de har gået på konservatoriet har de bla. gjort sig bemærket sammen med Malene Mortensen og People Are Machines, men altså også som Magnus Hjorth Trio, hvor de allerede for halvandet år siden udsendte deres debutplade; Locomotif, der var nomineret til en Danish Music Award Jazz som årets bedste nye navn. Næsten samtidig med det, lå deres anden plade klar. Old New Borrowed Blue er en fortsættelse af det de startede med Locomotif.
Svenskeren Magnus Hjorth er som pianist ikke sammenlignelig med nogle af de store svenske pianister som feks. Esbjörn Svensson, Bengt Hallberg, Jan Johansson eller Jan Lundgren. Han kommer nok tættest på den sidste. Hjorth er meget mere direkte inspireret af den klassiske amerikanske jazz, som Wynton Marsalis spiser til morgenmad. Han nævner også selv Marsalis-pianisten Marcus Roberts som en inspirationskilde.
Old new borrowed blue er en mere sammenhængende og stringent plade end debut-CD'en Locomotif. Det er Hjorth's plade og hans to kumpaner Snorre Kirk på trommer og Petter Eldh på bas spiller nydeligt og kompetent op til kapelmesteren. Det er en rigtig klaverplade, hvor man måske kan sende tanker til gamle pianister som Wynton Kelly, McCoy Tyner og Oscar Peterson. Men Hjorth formår alligevel - på trods af den unge alder (25 år) - at smide en masse personlighed ind i musikken. Så når Stunt skriver i pressematerialet at "Den svenske pianist Magnus Hjort er ung og moderne, ”hip” og oppe itiden." Så er jeg ikke enig med dem. Men det siger ikke noget om kvaliteten på musikken, men hip og moderne, det er altså ikke den første eller for den sags skyld den tiende frase, der falder mig ind.
Materialet på pladen er en blanding af Hjorths eget materiale og et par evergreens; Let's face the music and dance og Stompin' at The Savoy. Det bliver spændende at følge Magnus Hjorth's karriere i de kommende år. Der er meget der tyder på, at han kan få en karriere der vil gøre ham kendt mange andre steder end i København og sydsverige.
En interessant artikel om Magnus Hjorth og guitaristen Calle Mörner fra april i år i Hallands-Posten: hallandsposten.se/kultur/musik/1.453707
My Space: http://www.myspace.com/magnushjorthtrio
Finsk Dansejazz
Ricky Tick Records kan skære en dansejazzplade som få. For nylig skrev jeg om Povo. Her er et par andre, hvor den ene indeholder en lidt pudsig overraskelse. Jukkis Uotilla som vi herhjemme kender som underviser og trommeslager sammen med bla. Jens Jefsen spiller Rhodes på Jukka Eskolas aktuelle 12" single.
Sikke en masse herlig Rhodes-piano vi præsenteres for. Jukka Eskola spiller trompet og et par af kodeordene i den forbindelse er pladeselskabet CTI, der havde sin storhedstid i 70'erne og en af de dertil knyttede kunstnere. Freddie Hubbard er ikke langt væk i uptempo-nummeret Jova. Her bydes bla. på strygere og muted trompet. Numrene stammer fra den nye plade med Eskola der hedder Walkover. Han spiller også i pladeselskabet Ricky Tick's diamant-orkester Five Corners Quintet
Finske Dalindéo ligger stilistisk tæt op ad Five Corners Quintet. De er aktuelle med deres andet album i efteråret. Indtil da kan man fornøje sig med 12"EP'en Vintage voyage, hvor de på nummeret Willpower er i selskab med sangerinden Bajka. De to andre numre på pladen er instrumentale og hører hjemme i kassen med nujazz/bossa i et tempo, der kan få selv trimmede folk til at svede på dansegulvet.
Dalindeo: www.myspace.com/dalindeo
Jukka Eskola: www.myspace.com/jukkaeskola
Ricy Tick Records: www.myspace.com/rickytickrecords
Stemning og ballader
Pladeselskabet Stunt gør det som regel mest i danske jazzkunstnere, men de har dog enkelte udenlandske folk i deres stald. En af dem er saxofonisten George Garzone, der i 2007 udsendte sin første CD One Two Three Four på Stunt, dengang var det sammen med Bostonkvartetten The Fringe.
På den aktulle plade Among friends er George Garzone sammen med Paul Motian på trommer, Steve Kuhn på piano og Anders AC Christensen på bas. Pianisten Steve Kuhn spillede en kort overgang sammen med John Coltrane i 1960. Han er lige nu aktuel med en plade i eget navn, hvor han sammen med Joe Lovano hylder Coltrane på pladen Mostly Coltrane.
Coltrane er heller ikke langt væk på denne plade, hvor der kræses/kredses om noget af det mest lækre balladejazz jeg længe har hørt. Tempoet kommer aldrig længere op end i medium. 77-årige Paul Motian på trommerne er sammen med AC på bassen er supermatch. AC med sansen for stemningen og Motian med sit rolige, spændende og afvekslende spil. Steve Kuhn økonomiserer pianospillet og er med til, at støtte Garzone i at lave ægte saxballadeplade.
Pladen er brugsplade, der med stor fornøjelse kan sættes på, når man har en rolig stund, en sen aften i selskab med gode venner/kæresten/konen. Kvalitetsjazz flyder ud af højtalerne og stemningen bliver ihvertfald ikke dårligere - tværtimod.
Bonusinfo:
For nylig udsendte saxmundstykkefabrikanten Jody Jazz en tre timer lang undervisnings-DVD med George Garzone, der bla. har undervist på Berklee i Boston siden 70'erne.
George Garzone: www.georgegarzone.com
Ikke en fantasiløs Asmussen-copycat
Jeg bliver sendt direkte i Svend Asmussen-land allerede efter, at have hørt de første strøg med violinbuen. Det er både skidt og godt. Skidt fordi det slet ikke er Svend Asmussen og godt fordi Svend Asmussen er den bedste jazzviolinist man kan minde om.
Det drejer sig Kristian Jørgensens nyeste plade. Jørgensen er selvfølgelig ikke en fantasiløs Asmussen-copycat. Men pladens første nummer That old soccer boy er et swing-nummer som Asmussen kunne have spillet. For at gøre lydbilledet komplet er det, desuden det mangeårige Svend Asmussen Kvartet-medlem Jacob Fischer, der efter få minutter spiller en uforlignelig guitarsolo på nummeret. Nu har Jacob Fischer så også spillet med Kristian Jørgensen i mange år. Faktisk har han været med på alle Jørgensens soloplader.
På den nye plade med Kristian Jørgensen, der er hans første soloplade siden 2001, sendes man rundt i et univers af standards, latin og egne numre. Kvartetten går frisk til musikken og udstråler et spil præget af lethed, overskud og glæde. Thomas Fonnesbæk på bassen og Karsten Bagge på trommer har sammen med Jacob Fischer udgjort kvartetten de seneste fem år.
Kristian Jørgensen: www.kristianjorgensen.dk
Et godt sted at købe en plade med en dansk jazzmusiker, er ved deres koncerter. Men det dækker nok ikke alle behovene, hos den mere-end-almindeligt-jazzinteresserede. Siden starten af 90'erne har Jazzklubben huseret i magasinet Jazzspecial. Her har man haft mulighed for at købe en stak plader, med bla. dansk jazz til en overkommelig sum penge.
Nu er der kommet en ny "jazzklub", der også sælger dansk jazz til en lav pris. Pladeselskaberne ILK, Cowbell og Calibrated er gået sammen om Jazznost.dk. Her kan man købe tre danske jazzCD'er til 199 kr. Når man starter får man oveni tre promoCD'er fra hvert af selskaberne. Herefter tilbydes man hver anden måned en ny pakke med tre danske jazzplader til 199 kr.
www.jazznost.dk
21st century Triojazz
En af electronicamusikkens kendetegn er gentagelserne af enkle musikalske figurer, der vendes og drejes på mange måder. Noget der godt kan trækkes ind i jazzen, men alt for sjældent sker. Klavertrioen Caution! Art Kills! spiller på deres debutplade Live in Aarhus electronicanumre af norske Röyksopp (Eple) og svenske The Knife (Like a pen). Desværre er der ikke et nummer af Trentemøller, det ville ellers have passet rigtigt godt ind. De bruger de musikalske figurer til at improvisere over og skabe ny og spændende musik.
Caution! Art Kills! har udover et dejligt tåbeligt navn også en evne til at finde spændende numre, som de spiller deres personlige klavertriojazz-udgaver af. Jeg troede umiddelbart at de var en dansk udgave af The Bad Plus, der også ofte har spillet rock/pop numre. Det er ikke tilfældet. Caution! Art Kills! er mere afdæmpede og nok som følge deraf også udstyret med lidt mere sans for de små detaljer. Der sker rigtigt meget når de tre musikere først er gået igang.
Pianisten Caspar Hesselager leder trioen med en fin evne til, at tage sig tid og ro til at spille den gode melodi. Pladen indledes med Elliot Smith's Strung out again. En god melodi, der præsenterer trioen flot. Elliot Smith har også skrevet pladens tredje nummer; Everything means nothing to me. Herudover er der også numre af Björk (Unravel)og Paul Motian (Mode VI). Hesselager har skrevet pladens eneste originalmelodi Go away - Stay awake.
Trommeslageren Christian Windfeld er ikke uden skyld i pladens elegante fremtoning, der iøvrigt er en liveindspilning. Hans fine fornemmelse for hvornår der skal gives plads til bassen eller pianoet, er med til at understrege trioens position som noget af det mere spændende på den danske jazzscene lige nu.
Thomas Sejthen på bas har den der syngende triobas, der fylder og lyder af enormt meget. Den er trukket langt frem i lydbilledet. Han står måske ikke så i meget i gæld til NHØP rent stilistisk, men mere i form af at bassen skal høres og ind imellem være medlodibærende. På et nummer som 60'er kultbandet The Zombies' ballade The way I feel inside folder han de store basfaner ud i en fantastisk solo.
Bonusinfo:
Caution! Art Kills! spiller i Musikhusets foyer d. 15. juli kl. 13.15.
Caution! Art Kills!: www.cautionartkills.com
My Space: www.myspace.com/cautionartkills
Dansker i New York
Der findes nogle få danske jazzmusikere der er beskæftiget og kan leve af jazzen i USA. Violinisten Mads Tolling har stor succes som medlem af strygekvartetten Turtle Island String Quartet, der vandt Grammy'er i 2005 og 2007, i kategorien bedste klassiske crossover album. Smooth jazz-saxofonisten Michael Lington spillede sidst i Danmark ved Prins Henriks 75 års fødselsdag i juni og har siden i USA bla. spillet opvarmningsjobs for Barry Manilow. Så det kan lade sig gøre at finde sig en plads på den amerikanske jazzscene når man en dansker. På trods af at konkurrencen er benhård og der er vildt mange om buddet kan man altså godt klare sig derovre, uden iøvrigt nogensinde at have haft en nævneværdig karriere i Danmark.
Her er endnu en vi ikke har hørt for meget til herhjemme. Jazzsangerinden (og danskeren) Tine Bruhn har boet i USA de sidste 11 år, hun studerede på Berklee College of Music og flyttede efter studierne i 2001 til New York. Her har hun bla. spillet en del på Zinc bar i Greenwich Village. Nu er hun klar med sin debutplade. Her bakkes hun musikalsk op af den italienske pianist Daniela Schächter, bassisten Marco Panascia og trommeslageren Greg Hutchinson, der bla. spiller med saxofonisten Joshua Redman. Redman er værd at nævne i denne sammenhæng, da Tine Bruhn har sat tekst til to kompositioner af Redman. Det drejer sig om Birthday song fra 2002-CD'en Elastic, der her er blevet til Miles away og After fra 2001-CD'en Passage of time, der er blevet til If loneliness. Allerede her får man en indikation på, at Tine's ambitioner er høje og at hun ikke går den letteste vej. Hun kunne have valgt en række standards, som så mange jazzvokalister har gjort det før hende. Hun har istedet valgt - udover de førnævnte Redman-kompostioner - en blanding af originale numre, et nummer af McCoy Tyner, et nummer af Djavan samt et enkelt svensk nummer, Har du visor min vän af Bengt Ahlfors.
Musikken er intim og klæder Tines rene, klare og lidt åbne stemme. Jeg har ikke svært ved at forestille mig en aften, på et jazzåndehul midt på Manhattan i selskab med Tine Bruhn. Hun synger luksuriøst elegant uden forfalde til de værste natklubklichéer. Det er hun for insisterende personlig til at gøre. En lille perle på pladen der skal fremhæves, er den selvskrevne Baby, let me love you med gæstetrompetspil af Maurice Brown.
Bonusinfo:
Tine Bruhn spiller i det skandinaviske hus i New York d. 30. juli.
Tine Bruhn: www.tinebruhn.com
Buldrende bas og groovy orgel
Trioen med Nikolaj Hess på orgel, Anders AC Christensen på bas og Mikkel Hess på trommer, har spillet adskillige nætter på Copenhagen Jazzhouse under hvert års Copenhagen Jazz Festival de sidste seks år. De har bla. kaldt sig HessAChess Organ trio, men nu bekender de kulør og springer ud som et rumlaboratorium.
Trioen er ganske ukonventionel i sin sammensætning, da man normalt ikke har en bassist med i en orgeltrio. Men her er AC med som bassist. Han spiller ikke på bassen som et forsøg på at lyde som noget andet; guitar eller saxofon som ellers normalt ville være med i en orgeltrio. Han placerer sig istedet gyngende dynamisk midt i lydbilledet og svinger som bare...
Trioen spiller de numre som Nikolaj Hess har skrevet til den gennem årene. Nikolaj Hess har for længst etableret sig som pianist i topklasse herhjemme. Men på orgel har det været sjældnere. Det er med til at farve hans ukonventionelle orgelspil. Trioen fremstår nærmest som en klavertrio, hvor flygelet er skiftet ud med et orgel. Han minder på ingen måde om de klassiske jazzorganister som Jimmy Smith eller Dr. Lonnie Smith. Han får mig mere til at tænke på Anders Koppel på en særligt jazzet dag.
Nu er trioen endelig blevet dokumenteret og man kan gå og lytte på dem indtil de (forhåbentlig?) skal spille på Jazzhouse igen næste år. Numrene har titler som Kalahari (der vitterlig lyder som afrikansk ørken), ECM (der fuldstændig lyder som en klassisk ECM klavertrio á la Tord Gustavsen Trio, bare med orgel), Færø, Lullabye etc.
De tre musikere har kendt hinanden i mange mange år og det er fornøjelse, når man hører deres evne til at fange hinanden og bruger det. Mikkel Hess på trommerne får atter en gang vist at han kan spille jazztrommer, selv om der går længere og længere imellem.
Nikolaj Hess: www.nhess.dk
Video om tilblivelsen af pladen: www.youtube.com/watch?v=5Gid5pWXgo4
CJF 2009 *SHOT*
Hannes Alliance i Kunstforeningen Gl. Strand, Kresten Osgood/John Ehlis i Pressen, Paneldebat i Pressen og Martin Fabricius Trio i Litteraturhaus søndag d. 5. juli
Hvad skal man dog vælge? Det er et forfærdeligt problem ;-) Der var så mange guldkorn på søndagens program. Hannes Alliance kl. 13 var dog nem at vælge, ikke kun fordi der ikke var så mange der spillede samtidig, men også fordi de er gode. Der var fyldt godt op i Kunstforeningen Gl. Strands gård. Det er efterhånden nogle år siden at de udsendte deres debut Valentin. Siden har bla. Henriette Groth fra bandet markeret sig sammen med Lotte Anker og August Engkilde. Hun spillede både på bratch og klaver. Det er dog sangerinden Hanne Raffnsøe der betager. Hun er en oplevelse når hun synger klart og tydeligt på dansk. Det gør hun effektfuldt og charmerende.
Nå, men det var den der med at vælge. Pasborgs Odessa 5, Bohuslän Big Band med Steve Swallow, Jakob Dinesen Expanded Orchestra, Magnus Hjorth Trio, Silhouette, Rasmus Ehlers Trio og Hess/Hess/Mommas. Så er det altså ikke let at vælge :-/
Jeg gik i Pressen! Her var der debat med Suzanne Brøgger, Kresten Osgood, Fabian Holt (musikkonsulent), Susi Hyldgaard og DR's chefredaktør for musikken Ole Mølgaard. At han var tilstede satte dagsordenen for en debat, der ellers skulle handle om jazzens vilkår og udvikling gennem tiderne.
Kresten Osgood varmede op til debatten sammen med den amerikanske guitarist John Ehlis, en ven af Osgood fra New York, der bla. har lavet et par plader sammen med John Tchicai. Her viste Osgood at man kan spille frit på mange måder. Mest markant var da han fandt et lille Yamaha keyboard fra firserne frem - et af dem, som kunne få keyboardspilleren frem på scenen som en guitarist. Osgoods var den billige udgave. Han startede præntentiøst oppe på scenen. Arh! Nu tager han sgu pis på os. Men nej, det er jo Osgood. Så han gik ned fra scenen og rundt blandt publikum og spillede frit på keyboardet. En herlig oplevelse der fremkaldte jubel.
Paneldebatten gav flere af fremmødte mulighed for at skyde på Ole Mølgaard og DR's elendige jazzdækning. Ganske fortjent. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at komme med en kommentar om at jazzfestivalens program aldrig har været større. Der er aldrig blevet udgivet så meget dansk jazz på CD. Så jazzens vilkår har det måske ikke så godt på DR. Men den lever og bobler vildere end nogensinde alle mulige andre steder - også der hvor den slet ikke kaldes jazz.
Da debatten var slut kunne jeg snuppe bus nr. 5 ud til Nørrebro og for anden gang i løbet af weekenden tage på Litteraturhaus. Her spillede Martin Fabricius Trio, en favorit siden jeg første gang hørte debutpladen When sharks bite der udkom sidste år. Vibrafonisten Fabricius' mol-dominerede lyriske jazz er et behageligt bekendtskab. Han dyrker roen, tiden og melodien...
Han fik lov til at lukke CJF for mig i denne omgang.
CJF 2009 *SHOT*
Nina Simone Tribute i DR Koncerthuset og Sekten i Litteraturhaus lørdag d. 4. juli
DR's Koncerthuset var lørdag aften ramme om en hyldest til Nina Simone. Musikerne ledet af Al Shackman, var dem der plejede at spille med Simone. Til at synge sangene måtte der fire sangerinder til. Næsten for meget af det gode. Lizz Wright lagde fra land med en flot I loves you, Porgy. Herefter fulgte fulgte Nina Simones datter Simone, der afleverede det tætteste man kommer på poledancing i Koncerthuset, da hun vred sig rundt om mikrofonstativet. Hun beholdt dog tøjet på. Når hun sang mindede hun en smule om Randy Crawford. Angelique Kidjo dansede og sang sjælefuldt. Men da Dianne Reeves indtog scenen var der ingen tvivl. Hun er en af den nutidige jazzscenes største stemmer. Som sådan føltes det næsten underligt at hun kun stod for en fjerdedel af programmet. Jeg ville ikke have savnet Kidjo. Koncerhusets store sal er ikke vildt velegnet til rytmisk musik - eller måske var det lydmandens skyld. Det var ihvertfald alt for rumklang på vokalen. Desuden buldrede bassen, som var det i en silo koncerten blev holdt.
Jeg drog fra den smukke sal på Amager ud på Nørrebro. Litteraturhaus fik besøg af Sekten. Det bizarre dansk/svenske orkester er ikke bange for at lege med jazzen og måden den fremføres på. Iklædt samme type tøj og sideskilning så orkestret ganske fjollede ud. Der blev spist knækbrød og knast i mikrofonen. Musikerne spillede den svære rolle, at fremstå som nogen der ikke kan spille, der spiller noget der lyder som nogen der ikke kan spille. Men spillet af nogen af nogen der kan spille! Hvis du ikke forstår hvad jeg mener, undskylder jeg min manglende evne til at forklare Sekten. De kom dog i løbet af koncerten igang med at spille noget det tilnærmelsesvis kan kaldes groovy jazz med indierock-tendenser. Sangerinderne Qarin Wikström og Josefine Lindstrand var som vanligt i topform. Specielt deres to-stemmige sang gør sig fortjent til ekstra ros. Hamrende originalt på højt teknisk niveau.
Bonusinfo:
Nina Simone Tribute koncerten bliver delvist vist d. 5. december på DR2 i forbindelse med en temaaften om Simone.
CJF 2009 *SHOT*
Marathonkoncert på Frederiksberg og Delirium i Kgs. Have, lørdag d. 4. juli
På Solbjerg Plads på Frederiksberg var der i stegende hede fokus på de unge talenter fra Rytmekons. 12 timers koncert med 8 navne. Jeg nåede nogle stykker af dem.
Lofi må meget gerne, snart lave en plade, for det de spillede på Solbjerg Plads var et kvalificeret bud på dynamisk avantgarde med helt vildt velspillende Marc Lohr ved trommerne.
Herefter var der dømt singer/songwriter trio. Tre piger Hansen/Sethien/Hansen der spillede og sang, så man ikke var tvivl om at de kunne mere end de fleste. Blandt de fremførte numre gemte sig nogle knaldperler, der fortjener en bedre skæbne end en enkelt fremførelse på et torv.
Trioen Conexion havde jeg set frem til. Den var neddroslet til en duo, da trommeslageren udeblev. Næppe pga. sygdom, for så var det vel blevet nævnt. Her blev ikke sagt noget og man fornemmer, at der er en trommeslager der får en ordentlig skideballe, næste gang de mødes i øveren, hvis det da sker. Pianisten Carl Winther og bassisten Joel Illerhag er to spændende musikere, med et potentiale der kun delvist blev foldet ud. Allerbedst var de i deres egne kompositioner; November og Kærlighed - Ærlighed.
Herefter var det videre ind i Kgs. Have, hvor Delirium havde fundet sammen igen. Et kæmpepublikum var mødt frem. Trompetisten Kasper Tranberg var iført en t-shirt med et billede af Miles Den Coole. Her blev spillet hård jazz med en spraglende Stefan Pasborg ved trommerne. Humor, Ornette Coleman, løsagtig stramhed og Dorsey-brødrene kunne man støde på i musikken, hvor den finske saxofonist og tidl. elev ved Rytmekons i København Mikko Innanen var med til at stramme det hele op på den finske måde. På bas havde de en ny bassist med istedet for Jonas Westergaard. De spiller igen på Studenterhuset d. 9. juli kl. 22.30.
CJF 2009 *SHOT*
Ernie Wilkins Almost Big Band på Copenhagen Jazzhouse, fredag d. 3. juli
Når først Copenhagen Jazzfestival er startet, vælger man selv hvilken farve, form og lyd den skal have.
Fredag aften valgte jeg Copenhagen Jazzhouse og Ernie Wilkins Almost Big Band med gæstetenorerne Hans Ulrik og Jesper Thilo. Ben Webster skulle mindes og fejres pga. 100 året. Men det var selvfølgelig Ernie Wilkins' klassiske arrangementer der var det musikalske fikspunkt. Der var lagt i kakkelovnen til en heftig omgang tenorbattle, hvor også Jan Harbeck og Pernille Bevort deltog.
Jeg er gammel Hans Ulrik-fan og som sådan forudindtaget. Men jeg må give mig. Jesper Thilo kan blæse røven ud af bukserne på hvem som helst. De andre falder overhovedet ikke igennem. Men Thilo er i egen klasse, når der skal smides hurtige blæs på bordet.
Den franske trompetist Stephane Belmondo var inviteret som særlig gæst. Han var blevet foreslået til orkesterlederen Per Goldschmidt. Han kendte ikke Belmondo, men et tjek på Youtube afgjorde sagen for Goldschmidt. Belmondo var en kvalificeret solist, der kunne blæse en klassisk Clifford Brown/Freddie Hubbard trompet. Klokken var henad halv et inden det veloplagte orkester forlod scenen. Jeg var gennemblødt (af sved, der var tropisk på Jazzhouse) og det store tenorsaxbrusebad med en enkelt trompetskyller.
CJF 2009 *SHOT*
Jeg elsker Copenhagen Jazz Festival - kan jeg være andet bekendt? Jeg har en kæmpeinteresse for dansk jazz. Den kan jeg dyrke i ekstrem grad i løbet af de 10 dage festivalen varer. Det er svært at finde danske jazzmusikere der ikke folder sig ud i netop den uge. FEDT!
Op til starten på årets Copenhagen Jazz Festival har det været nævnt flere gange, at man har manglet de store hovednavne. Bevares Chick Corea solo er et spændende tilbud. Det er Yusuf Lateef og Enrico Pieranunzi med danske musikere også. Men hvor er de der navne der virkelig rykker fra land. Man har feks. lavet et "Somethin' else"-koncept, hvor man bare rykker enormt meget på tidsånden (jeg håber at du forstår at jeg her, er ironisk). Hip hop (Den Sorte Skole) på det kgl. Teaters gamle scene -det er helt vildt progressivt, specielt når det er en jazzfestival der præsenterer det. Lidt ligesom chokoladeovertrukken fisk, det er fandme anderledes, men er det nødvendigt?
Man fristes til at den label som de kalder Giant Jazz, måske burde kaldes Giant World of Jazz, for der er godt nok ikke meget jazz på det program og ordvalget Giant, synes jeg nok man kan diskutere. Sebastian er i kategori for sig, en hyggelig fætter, men er det ikke lidt tyndt hvis han skal være blandt et af hovednavnene på en Jazzfestival? Herudover er der salsa med Spanish Harlem Orchestra, tango med Bajofondo (de var her også sidste år - og må nok også rejse hertil igen i 2010, når nu CJF er så insisterende på at få tango på programmet - og der ikke er så pokkers meget andet poppet tango), gospel/rhythm'n'blues The Blind Boys of Alabama. Okay, der er jazz med Mikkelborg, Lateef og hyldestkoncerten til Nina Simone.
Man har oplevet at jazzfestivaler verden over er blevet tyndere og tyndere på jazzsiden og har skruet op for rock og pop. Det handler nok om overlevelse, tidsånd og bla. bla. Men der er også festivaler der har holdt jazzfanen højt, uden at være fuldstændigt jazzpoliti-agtige. Herunder hører Copenhagen Jazz Festival, der netop i kraft af den store lokale jazzscene hver sommer har bevist hvordan en fed jazzfestival skal laves. Det har de også gjort i år. Alle de lokale jazzmusikere er igang. Man har så ofte brugt de store navne til, at skabe opmærksomhed omkring festivalen, så man kan blive nævnt i Politiken og andre medier der godt vil skrive om jazz. Småhistorier om at nu kommer Chick Corea til byen er nemmere, at få i avisen, end historien om at Kresten Osgood spiller på Tranquebar -sammen med Hugo og Søren.
Jeg synes at der er for få navne der kan kandidere til titlen Giant Jazz på årets program. Hvor er feks. de aktuelle navne der spiller på andre europæiske jazzfestivaler som Århus Jazz Festial, Strasbourg Jazz Festival, North Sea Jazz Festival, Stockholm Jazz Festival lige nu; Abdullah Ibrahim Trio, Sonny Rollins, Keith Jarrett Trio, Cecil Taylor, Hank Jones, Chris Potter, John Zorn, Haden/Konitz/Mehldau/Rossy, McCoy Tyner med Frisell/Bartz/Scofield og David Sanborn.
Det er navne der udover at de er kunstnerisk interessante, også kan være med til at trække festivalen op i et internationalt jazzgear. For min skyld må både Cecil Taylor (der ifølge et frisk slag på tasken - fredag aften på Copenhagen Jazzhouse fra jazzhistorikeren Frank Büchmann Møller - ikke har været i Danmark siden 1962) der kunstnerisk er i en klasse for sig -eller David Sanborn der i 80'erne gjorde rigtigt mange drengerøve glade for jazz, gerne komme.
Kære Copenhagen Jazz Festival, brug næste år jeres penge på noget andet end tango og salsa, når i handler hovednavne. Med så få hovednavne på programmet er det en skam at se, at alle mulige nabogenrer til jazz også skal være med. Var der 20-30 store eller større jazznavne på programmet kunne det nok gå an. Det kan det ikke med årets program.
Fordybelse og ærlighed
Ofte falder mange jazzsangerinder i popgryden. Muligvis fordi det er noget der fungerer så djævelsk godt sammen. Katrine Madsen er meget langt fra den popgryde på hendes 10. CD i eget navn; Simple Life. Katrine Madsen har fremelsket sit eget personlige hjørne indenfor vokaljazzen. Der er ikke revolutionerende nyt at hente med den nye plade i forhold til de seneste års udgivelser. Alligevel aner man en stille klædelig udvikling. Intimitet og nærvær er kodeordene for udgivelsen. Fordybelse og ærlighed er andre ord der kan kobles på en udgivelse der balancerer mellem tristhed og det at se fremad mod det gode.
Hun har denne gang som noget nyt allieret sig med den svenske saxofonist Joakim Milder, der også har arrangeret strygerne. Strygerne er med til at fremkalde og understøtte de musikalske forandringer, som man hører fra Katrine Madsen på denne plade.
Jesper Bodilsen tager sig som vanligt af bassen, hvilket han iøvrigt har gjort siden Katrines pladedebut i 1996. Henrik Gunde sidder trygt ved klaveret og Jonas Johansen ved trommerne er ligesom Gunde fast på pladsen.
Pladens andet nummer Under a gray dusty morning sun er pladens højdepunkt. På det 8 minutter og 21 sekunder lange nummer indleder Gunde med en 2 minutter lang pianosolointro af Keith Jarrett'ske højder. Når Katrine starter med at synge er vi hensat en perfekt stemning, der underbygges af teksten der ligesom musikken er skrevet af Katrine.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert inklusiv strygere og Joakim Milder for pladen søndag d. 5.juli kl. 15 i DR Koncerthuset Studie 2.
Video om tilblivelsen af pladen: www.youtube.com/watch?v=0mTzHEsnOIw
Katrine Madsen: www.katrine-madsen.dk
