torsdag, juli 23, 2009

Magnus Hjorth Trio: Old New Borrowed Blue (Stunt)

En meriterende plade

De er alle tre lige blevet færdige på det rytmiske musikkonservatorium i København. Mens de har gået på konservatoriet har de bla. gjort sig bemærket sammen med Malene Mortensen og People Are Machines, men altså også som Magnus Hjorth Trio, hvor de allerede for halvandet år siden udsendte deres debutplade; Locomotif, der var nomineret til en Danish Music Award Jazz som årets bedste nye navn. Næsten samtidig med det, lå deres anden plade klar. Old New Borrowed Blue er en fortsættelse af det de startede med Locomotif.
Svenskeren Magnus Hjorth er som pianist ikke sammenlignelig med nogle af de store svenske pianister som feks. Esbjörn Svensson, Bengt Hallberg, Jan Johansson eller Jan Lundgren. Han kommer nok tættest på den sidste. Hjorth er meget mere direkte inspireret af den klassiske amerikanske jazz, som Wynton Marsalis spiser til morgenmad. Han nævner også selv Marsalis-pianisten Marcus Roberts som en inspirationskilde.
Old new borrowed blue er en mere sammenhængende og stringent plade end debut-CD'en Locomotif. Det er Hjorth's plade og hans to kumpaner Snorre Kirk på trommer og Petter Eldh på bas spiller nydeligt og kompetent op til kapelmesteren. Det er en rigtig klaverplade, hvor man måske kan sende tanker til gamle pianister som Wynton Kelly, McCoy Tyner og Oscar Peterson. Men Hjorth formår alligevel - på trods af den unge alder (25 år) - at smide en masse personlighed ind i musikken. Så når Stunt skriver i pressematerialet at "Den svenske pianist Magnus Hjort er ung og moderne, ”hip” og oppe itiden." Så er jeg ikke enig med dem. Men det siger ikke noget om kvaliteten på musikken, men hip og moderne, det er altså ikke den første eller for den sags skyld den tiende frase, der falder mig ind.
Materialet på pladen er en blanding af Hjorths eget materiale og et par evergreens; Let's face the music and dance og Stompin' at The Savoy. Det bliver spændende at følge Magnus Hjorth's karriere i de kommende år. Der er meget der tyder på, at han kan få en karriere der vil gøre ham kendt mange andre steder end i København og sydsverige.
En interessant artikel om Magnus Hjorth og guitaristen Calle Mörner fra april i år i Hallands-Posten: hallandsposten.se/kultur/musik/1.453707
My Space: http://www.myspace.com/magnushjorthtrio

Ingen kommentarer:

Send en kommentar