lørdag, september 05, 2009

Franklinstraat: 88a (Gateway)

Dansk Undergrundsjazz fra Holland

Mikkel Ploug har i de senere år etableret sig som jazzguitarist, i samarbejde med bla. den amerikanske saxofonist Mark Turner. Anders Holst er guitarist i bla. The State, The Market & The DJ og saxofonisten Jeppe Rasmussen bor i Barcelona, her har han etabeleret sig på den lokale jazzscene hos folk som Ramon Diaz Quintet, David Quevedo og i gruppen 6m².
De tre musikere udgør trioen Franklinstraat, der nu har udsendt pladen 88a. Den indeholder en indspilning fra 2006. Ploug spiller ikke guitar, men trommer på pladen. Anders Holst spiller bas i stedet for guitar, mens Jeppe Rasmussen holder sig til saxofonen, hvor han på 3 numre suppleres med den svenske tenorsaxofonist Fredrik Carlquist.
Trioen opstod mens de gik på konservatoriet i Haag i Holland. De spiller jazz uden en masse breaks, licks, fill-ins og overflødige tilsætningsstoffer. De har hentet en inpiration i rockmusikkens mere glidende og rytmiske forløb. Ploug ruller unuanceret og ukompliceret steady afsted på trommerne. Anders Holst tager sig af bassen på nogenlunde samme måde. Det lyder måske kedeligt. Men man kan godt høre at de er musikere, der har sansen for at smide detaljer og spidsfindigheder ind i musikken, der fastholder lytteren i længere tid. Jeppe Rasmussen er et spændende bekendtskab på saxofonen. Han er med til at løfte pladen med sit energiske og iderige saxspil.
Pladen er stemningsmæssigt en dyster og mørk sag, som man skal være varsom med. Er humøret dårligt, løftes det ikke. Til gengæld er den et godt soundtrack til en grå, regnvåd og blæsende efterårsdag - hvor du vel at mærke er indendøre.
Bonusinfo:
Jeppe Rasmussen medvirker Ramon Diaz' plade Unblocking, som Fresh Sound New Talent udgav sidste år.
My Space: www.myspace.com/franklinstraat

Ingen kommentarer:

Send en kommentar