mandag, september 14, 2009

Frk. Legardh & Det grå guldorkester: Nullernix i New Orleans (Monkey Music)

Nullermand på rundrejse

Når en CD fremsendes i selskab med en herrestor nullermand, så kan der være en risiko for at den måske har ligget på et postkontor i nogle år. Men når man så opdager at det drejer sig om plade med Nullernix så er man straks mere rolig. For det er da en de få nullermænd jeg har lyst til at være i selskab med.
For et par år siden kom den første plade med Nullernix. Sangerinden Cathrine Legardh havde skabt et musikalsk børneunivers med en god sjat nullerjazz. Nu er det så blevet tid til den anden plade.
Nullernix i New Orleans er en plade med tekster der kredser om at rejse. Lige fra biltur i Norden og skitur til Sälen på pladens første nummer, den latininspirerede Feriesangen, hvor Legardh får vokalhjælp fra selveste Tom McEwan. Herefter tages vi med rundt til bla. Texas, New York, New Orleans og Mississippi River. Genremæssigt er der mange musikalske afstikkere. Men jazzen vendes der tilbage til gang på gang. Feks. på pladens tre ikke-originale numre Down by the Riverside, der er kommet til at hedde Krokodillens pølsesnak og Do you know what it means to miss New Orleans, der hedder Baby, ta' mig tilbage og Charlie Parker's Confirmation der er kommet til at handle om Racerotten Rudi.

Cathrine Legardh har lavet endnu en børneplade, der for det første præsenterer børn for rytmisk musik, hvor der ikke kun tælles til fire. Den fungerer som fin reklame for de mange koncerter Cathrine Legardh holder landet rundt med Nullernix. Legardh har en dejlig klar stemme, som er vigtig når der rent faktisk synges sange, hvor det er værd at lytte til teksterne.
I bandet bakkes hun op af Brian Mørk Hansen på div. strengeinstrumenter, Anders Mortensen på div. tangetinstrumenter, Tomas Wisti Raae på bas og Andreas Bay Estrup på trommer. Førnævnte McEwan gæster på vokal og vaskebræt, Nulle kigger forbi med klarinetten, Mads Mathias med saxofonen og Peter Marott med trompeten.
Bonusinfo:
Cathrine Legardh har også en karriere som "voksen"-sangerinde. Hun udsendte i 2008 pladen Gorgeus creatures.
My Space: www.myspace.com/nullernix
Nullernix: www.nullernix.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar