onsdag, september 30, 2009

Camilla Dayyani: Come my way (Calibrated) >> Inger Marie: My heart would have a reason (Stunt)

To omgange "Den tredje plade..."

Camilla Dayyani er datter af en iransk far og en vestjysk mor. Det er ikke umiddelbart det, der leder en direkte mod den amerikanske jazz. Men der er andre veje og den vej har Dayyani så fundet. På hendes tredje udspil siden debuten Silver & gold fra 2005 præsenterer hun os for en række original-numre, skrevet af hende selv - en enkelt dog i selskab med Trinelise Væring. To standards Autumn serenade og Speak softly love er der også blevet plads til.
Guitaristen Mads Kjølbye manøvrerer sikkert rundt i de forskellige numre. Han er en stor og medvirkende årsag til pladens kvalitet. Der er ikke revolutionerende nyt på pladen, der holder sig pænt på jazzens (ikke alt for) smalle sti. Dayyani er en personlig og teknisk dygtig sangerinde, der synger med elegance og inderlighed. Lyt feks. til nummeret One more hymn, der indledes af Tue Lautrup på bratsch. Kasper Tranberg på trompet er med til, at få flere numre på pladen til at lette musikalsk og flyve nye steder hen.
 

Den norske sangerinde Inger Marie Gundersen har også netop udsendt sit tredje album. Hun har også en guitarist, Georg Wadenius i en musikalsk hovedrolle suppleret med en stærk trompetist Mathias Eick. Men hører mange af lighederne også op. Inger Marie er langt mere smooth. Lyt til feks. til en tilbagelænet jazzpopversion af reggaestandarden I can see clearly now inklusiv Georg Wadenius med en George Benson-solo. Inger Marie har opnået stor succes i Asien i bla. Thailand og Japan - med ugelangt engagement på Cotton Club i Tokyo og i Sydkorea. Hendes sikre og ubesværede tilgang til jazzen er tiltalende. Den kan dog blive lidt kedelig i længden. En enkelt mere vilter og løsrevet solo i ny og næ havde ikke skadet på en plade, hvor det musikalske niveau ellers er drønhøjt.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert for Camilla Dayyani's plade i Jazzkælderen d. 2. oktober og d. 8. oktober kan hun høres på Godset i Kolding sammen med saxofonisten Claus Waidtløw.
My Space: myspace.com/camilladayyanigroup
Inger Marie: www.ingermarie.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar