torsdag, oktober 22, 2009

Mads Tolling: The Playmaker (Madsman Records)

Ambitiøs dansker i USA

Han har vundet to amerikanske Grammy'er. Han spiller i Stanley Clarkes band. Han er dansker og har boet i USA siden 2000, hvor han er uddannet på Berklee. Han blev senere medlem af Turtle Island String Quartet, som han har vundet Grammy'er med i 2006 og 2008.
Mads Tolling spiller violin. Det er fem år siden der blev skrevet om Mads for første gang her på bloggen. Han havde netop spillet på Copenhagen Jazz Festival sammen med Stanley Clarke, hvor jeg spåede at vi nok skulle komme til at høre mere til ham i fremtiden.
Det kommer vi så til nu! The Playmaker er den anden plade i Tollings eget navn. Den første kom sidste år og var en trioplade. Denne gang er der kommet mere kul på. Han indleder pladen med Radiohead's Just og afslutter den med en fed udgave af Led Zeppelin's Black dog. Den musikalske grundstamme på pladen består af Tolling's kvartet: Mike Abraham på guitar, George Ban-Weiss på bas og Eric Garland på trommer. Det er en særdeles effektiv og velspillende kvartet.
Pladen byder på en suite til ære for playmakerne. Her hylder Tolling football-spilleren Tom Brady, fodboldspilleren Zinedine Zidane og basketball-spilleren LeBron James. Under den tre numre lange suite gæster bla. Stanley Clarke på bas på et enkelt nummer og Stefon Harris på vibrafon på to numre. Det holder musikalsk at inddrage så kompetente folk, der ikke udspiller de andre musikere på pladen. De bidrager istedet med deres gode musikalske specialiteter. Ligeledes skal det ikke underkendes, med værdien af at have superliga-spillere med på pladen. Det vidner om Mads Tolling's høje ambitionsniveau og hans store musikalske evner.
Resten af pladen byder bla. på powerfyldt fusion på John McLaughlin-hyldesten Star-maker Machinery - med formidabelt guitarspil af Mike Abraham, en hyldest til NHØP med I skovens dybe stille ro, som Tolling giver et personligt touch med violin, funky hyldest til Jaco Pastorius med Pee Wee Ellis-drønet The chicken og Monk's Blue Monk.
Pladen er på trods af flere forskellige genreretninger, ganske homogen. Det skyldes først og fremmest Mads Tolling's flotte personlige lyd på violinen.
Mads Tolling bør være et oplagt navn til Copenhagen Jazzhouse's jazzfestival-program sommeren 2010. Jeg vil ihverfald gerne opleve ham på en scene meget snart.
Bonusinfo:
Mads var special guest da Chick Corea, Stanley Clarke og Lenny White spillede på klubben Yoshi's i Oakland, Californien d. 18 september 2009. Han spillede med på to numre.
Bonusinfo 2:
Han spiller releasekoncert for pladen på Yoshi's i San Francisco d. 29. oktober.
Mads Tolling: www.madstolling.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar