mandag, oktober 05, 2009

Stefano Bollani Trio: Stone in the water (ECM/Sundance)

Bodilsen og Lund erobrer jazzverdenen

Der er gået 4 år siden deres sidste plade. Det har ikke betydet at de har ligget på den lade side. Trioen der på den første plade Mi Ritorni in mente fra 2003 hed Jesper Bodilsen Trio, ændrede i 2005 navn til Bollani/Bodilsen/Lund på pladen Gleda. Nu hedder de så Stefano Bollani Trio på pladen Stone in the water. Det betyder dog ikke at der er mindre Bodilsen og Lund. Rollefordelingen er den samme. De er en trio, der spiller som et instrument.
Der er sket noget på de fire år siden vi sidst hørte fra dem. På de foregående plader bød de på numre som vi kendte; standards, ballader og viser. Det er lagt på hylden denne gang, til fordel for kompositioner af Bodilsen og Bollani. Derudover to brasilianske numre; Caetano Veloso's Dom de iludir og Jobim's Brigas nunca mais samt de klassiske komponist Francis Poulenc's Improvisation 13 en la mineur.
Trioen har spillet en lang række koncerter og har tydeligvis udviklet sig sammen. Pladen blev indspillet for et år siden i det legendariske New York studie Avatar, med teknikeren James A. Farber ved knapperne. Med andre ord er det en klassisk ECM Records produktion. Pladeselskabsbossen og produceren Manfred Eicher har det sidste ord at skulle have sagt. I den her sammenhæng er det ikke dumt. De tre musikere er solidt funderede i den europæiske jazztradition. Bollani tager udgangspunkt i det italienske musiktemperament og Bodilsen og Lund har deres udgangspunkt i det nordiske. Men samtidig er de også lige gamle og har samme musikalske interesser og referencer.
Stefano Bollani er på pladen flydende og undersøgende i sit spil. Men der er også en ro og en stabilitet, der skaber rammen om en fremadrettet glidende proces, hvor Bodilsen og Lund som ligeværdige er med hele vejen.
Vi har vist det herhjemme i lang tid. Nu får den internationale jazzscene endelig chancen for at opdage to store danske jazznavne.
Bonusinfo 1:
Trioen tager på turné i Italien og England i november måned. Februar er det Tyskland og endelig i april 2010 rammer de, de danske jazzscener.
Bonusinfo 2:
To andre danske jazzmusikere er også aktuelle på ECM Records dette efterår. Guitaristen Jakob Bro og bassisten Anders AC Christensen medvirker begge på Tomasz Stanko Quintet's Dark Eyes.
My Space: www.myspace.com/bollanibodilsenlund
Musik fra pladen: player.ecmrecords.com/bollani#

1 kommentar:

  1. De begge herrer er med i en spændende debat på jazzblog.dk om Copenhagen JazzHouse, tjek den ud (og husk at vende tilbage til jazznyt igen selvfølgelig!)

    Anders

    www.jazzblog.dk

    SvarSlet