The Danish Diva Society - Gospelized
Hun er kendt i det ganske land som den søde Etta, der giver mange point. Hun er også kendt som gospelsanger og har udgivet en stribe plader indenfor det repertoire. I de sidste 20 år har hun samarbejdet med pianisten Nikolaj Hess. Der er i ny og næ sneget sig en jazzstandard på deres repertoire. Nu er det så endelig blevet tid til en hel plade med jazz.
Hun har samlet et drømmehold med Hess ved pianoet, Marilyn Mazur på trommer og Klavs Hovman på bas. Pladen består af velkendt materiale. Den indledes med What a wonderful world, hvor min yndlingspalle spiller en flot sfærisk trompetintro, suppleret med Mazur's magiske percussion. Herefter følger den udødelige Summertime, der gæstes af altsaxofonisten Jens Søndergaard. Det tredje nummer You've changed er en lille overraskelse og blandt mine favoritter. Etta har trukket den store gospelrøst i baggrunden. Frem træder en mere skrøbelig, intim og sårbar stemme. Det er det store i det små.
Palle Mikkelborg spiller også med på Chaplin-klassikeren Smile og pladens afslutningsnummer You are my sunshine. Begge fine eksempler på, at man ikke falder i forudsigelighedsgryden. Mikkelborg intonerer ikke med en New Orleans-trompet på You are my sunshine, men spiller det han er bedst til. Derfor kommer pladen til, at leve og trække vejret så fint som den gør. Den er ikke forudsigelig, uden at gøre det besværligt. Den er en kærkommen gave til elskere af elegant vokaljazz,
Jens Søndergaard gæster også på flere numre. På Careless love har han trukket klarinetten frem og mødes med Etta i en flot duet.
Etta Cameron: www.ettacameron.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar