FundamentalistjazzJazzen er ofte udskældt for at være elitær - men selv indenfor det elitære kan man også være elitær (elielitær?). Filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen hører til i den kategori. Han er manden bag bogen Drømmejazz, hvor han har udvalgt 100 af jazzens bedste CD'er. Det er ikke så ofte at der udkommer den slags bøger på dansk - Jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om T.s. Høeg's Verdens 25 bedste jazzplader fra 2001. Det sjove er, at de kan blive enige om at Albert Ayler og Ornette Coleman skal med på en sådan liste og at Oscar Peterson og Herbie Hancock ikke skal med. Braad Thomsen udfolder sig på over 400 sider. Det er den store styrke ved bogen. Han ved en masse om jazz! -helt vildt meget endda.
Det er for det meste spændende og han sætter ofte en dansk vinkel på. Som under afsnittet om Stan Getz-pladen Getz/Gilberto, hvor han kommer ind på Getz's ophold i Danmark i slut-50'erne. Ligeledes nævnes Stan Getz's 1991-koncertindspilning People Time fra Montmartre også. Her får Braad Thomsen udnævnt denne fænomenale duo-indspilning til at være en kvartet-plade. Her bliver jeg altså nødt til at hoppe i min stol og pege med fingeren. En faktuel fejl i Braad Thomsen's bog! Det havde måske ikke haft den store betydning, hvis det ikke lige var fordi Braad Thomsen selv er enormt meget på nakken af liner notes-forfattere og andre, hvis de har skrevet noget forkert.
Han går grundigt i dybden med den tidlige jazz og kan have svært ved sortere noget fra i de tidlige år. Således mener han at det er nødvendigt med en boks med alle sangerinden Bessie Smith's 160 sange. Det er en af svaghederne ved en sådan liste. Det vigtigste skal med. 160 sange med Bessie Smith bliver for meget - og for kedeligt i længden. I jazzens tidlige år bliver blues-kunstnere som Lightnin' Hopkins og T-Bone Walker også inkluderet. Der følges senere op i bogen med flere kunstnere der ikke direkte er jazzmusikere, som feks. Ray Charles. De er relevante for jazzen og dens udvikling. Det er dog ikke helt tydeligt, hvorfor det lige er de kunstnere der er valgt. Braad Thomsen kan godt lide blues, men ignorerer udover Ray Charles fuldstændigt soul-, r'n'b- og rockmusikkens store betydning for jazzen og dens udbredelse
Der er ikke mange danske jazzmusikere med i bogen. Der er fundet plads til Lotte Anker, Marilyn Mazur (med en plade som Braad Thomsen lavede en film om), NHØP (sammen med Michel Petrucciani) og Peter Friis Nielsen (sammen med Peter Brötzmann). Der er ikke en eneste musiker under 50 år med i bogen. Jeg synes at det bliver for kedeligt og snæversynet, hvis man som jazzfan ikke er istand til, at høre at yngre jazzmusikere også er fremkommet med musik af vigtighed for jazzhistorien - hvad med feks. Nils Petter Molvær, Bugge Wesseltoft, Ethan Iverson, Jason Moran eller danskere som Jakob Bro, Carsten Dahl eller Jacob Anderskov?
På trods af at bogen er helt ny, fremkommer der mange bedagede iagttagelser, som feks. at Enrico Pieranunzi, NHØP, Petrucciani, Garbarek og Evan Parker er blandt de få europæiske musikere der kan gøre sig gældende i jazzens absolutte elite. Noget der havde en hvis sandhed for mere end 10-15 år siden. Siden da er bla. Esbjörn Svensson og Stefano Bollani kommet til.
I forbindelse med overklassikeren Kind of Blue ofrer han kun en sætning på altsaxofonisten Cannonball Adderley, som han omtaler som værende en jovial tyksak. Herefter kaster han sig ud i en lang beskrivelse af Coltranes store evner. Da udstiller det meget tydeligt Braad Thomsens snævre jazzsyn. Han er fuldstændigt forgabt i Billie Holiday, Cecil Taylor, John Coltrane og Albert Ayler.
Braad Thomsen er vel det tætteste på en fundamentalist, man kan støde på i dagens jazzfanskare. I gamle dage kaldte man det jazzpolitiet. Det handler meget om at udelukke en masse fra jazzens ellers bredtfavnende scene. Som noget der ikke er godt eller "rigtigt" på den ene eller anden måde. Braad Thomsen har desværre en alt for stor forkærlighed for det man kunne kalde hjernejazzen. Det bliver derfor en meget ensidig og noget glædesløs version af jazzens historie. Bogen kan ikke anbefales til den nye jazzfan. Vedkommende bliver skræmt væk af Braad Thomsens intellektualisering og forsnævring af en musikform, der ellers normalt indeholder en bredde, nysgerrighed og ikke mindst åbenhed overfor det fremmede og nye. Gamle jazzfans kan fornøje sig med at læse de mange spændende anekdoter som Braad Thomsen til alt held ligger inde med - og er god til at formidle.
Niels Overgård har ret i én ting, nemlig at jeg er kommet til at kalde Stan Getz/Kenny Barrons People Time for en kvartetplade, hvor det jo vitterligt er en duoplade. Derudover er det noget endeløst vrøvl, han skriver, og det kulminerer med den besynderlige påstand: "Der er ikke en eneste musiker under 50 år med i bogen." Det var dog som pokker. De fleste er under 50 år på de plader, de er repræsenteret med, Miles Davis således 18, Louis Armstrong 24, og sådan kunne man blive ved, hvis man ellers gad leje med på den form for aldersfascisme, som Overgård repræsenterer.
SvarSletHej Christian
SvarSletDer skulle jeg nok lige have været lidt mere præcis. Jeg mente "Der er ikke en eneste musiker, der er født indenfor de sidste 50 år, med i bogen"
Nu er alder i sig selv en fuldstændig ligegyldig kvalifikation, men det er da underligt at der ikke er født en eneste jazzmusiker, de sidste 50 år (1960-2010) der ikke kan kvalificere sig til at komme med i din bog.
Der er da helt bestenmt født jazzmusikere de sidste 50 år, som er kvalificerede til at komme med i sådan en bog, men det betyder så, at nogle af de medtagne må udgå, idet bogen af praktiske grunde ikke kan være tykkere. Oprindelig bestod den af 117 cd'er, de de 17 måtte af samme grunde fjernes. Jeg synes ikke, det er muligt at beskære yderligere.
SvarSlet