mandag, november 30, 2009

Kasper Fredholm Groove Syndrome: Naked brunch (Calibrated)

Jazzfunk med stort J

Groovy, swingende og ukompliceret jazzfunk med kærlige hilsner til Maceo Parker, Tower of Power og Brecker Brothers er som regel en kæmpe fornøjelse. Det synes saxofonisten og bandlederen Kasper Fredholm også. Under navnet Kasper Fredholm Groove Syndrome har han kastet sig ud i den kropsligt besnærende genre. Der er kærlige nik fra Fredholms saxofon til Michael Brecker og specielt Maceo Parker, der i starten af 90'erne lavede Roots Revisited og Mo'Roots pladerne. Det var 70'ernes jazzfunk med med stort J og iblandet en masse af 60'ernes souljazz. Det samme gør Kasper Fredholm.
Han bakkes solidt op af et velspillende band med Nicholas Kingo på keyboards og Simon Dyhr på bas i nogle fremtrædende roller. Flere af melodierne er standards. The shadow of your smile og Yesterdays har begge fået sprøjtet en omgang funk ind i blodårerne. Et irriterende afbræk midt på pladen i form af Nature boy trækker dog ned. Primært fordi bandet pludselig trækker funkstikket ud. Det virker malplaceret midt på pladen, bedst som man funker igennem. Den kunne have lukket pladen.
Undervejs gæstes pladen af flere gæster. En velsyngende Kendra Lou, en grovfunkende guitarist i form af Aske Jacoby og trompetisten Peter Kehl.
Kasper Fredholm spiller også i Django Reinhardt-tributen Rêve Bohème. Han har med denne plade vist overraskende nye sider af sit saxofonspil.
Kasper Fredholm: fredholmjazz.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar