fredag, december 11, 2009

Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records/Pladekisten)

Magisk balladeren

Er det en kunst at lave en plade, hvor tre af de medvirkende musikere er levende legender på hvert deres instrument? Er man ikke nogenlunde sikker på, at der nok skal komme noget godt ud af det på den eller anden måde. Guitaristen og komponisten Jakob Bro er dækket godt ind på sin nye plade. Her medvirker den 81 årige legendariske altsaxofonist Lee Konitz, den 78 årige trommeslager Paul Motian og den 58 årige guitarist Bill Frisell.
Bro er aktuel med sin syvende plade i eget navn siden 2003. Den nye plade føjer nye og imponerende kapitler til Bro's karriere. For at få det på plads med det samme. Så er det her Jakob Bro's plade. Nok er der legender med på pladen. Men de spiller Bro's musik. Lee Konitz spiller med en dybfølt varme og skrøbelighed, som jeg ikke kan mindes at have hørt før fra ham. Paul Motian er sammen med Bill Frisell musikerne der kan flyde og svæve på samme tid. Motian med sit underspillede trommespil. Bill Frisell med sit guitarspil, der væver sig ind og ud og sammen med Jakob Bros spil, der her finder sammen med den perfekte musikalske partner. Desuden medvirker bassisten Ben Street som han har gjort det før på Bros plader. Han er sikker støtte for Bro.
Fra det lidt svært tilgængelige åbningsnummer Weightless til pladens "hit" Vraa bliver vi ført ind i en smuk musikalsk verden, hvor musikerne interagerer, kommunikerer og spiller sammen på en måde, der lige så langsomt kravler ind i hjertet og bliver siddende. Melodien Starting point er en duet med Frisell og Bro, hvor de i den akustiske version tilføjes en Lee Konitz-solo og på den elektriske der lukker pladen tilføjer effekter.
Pladen findes i to versioner. En CD og en LP version. Køb LP-versionen. Her får du for 250,- både LP, CD og DVD og en booklet med covernoter af Jørgen Leth, der overværede nogle af indspilningerne. Han skriver bla. efter at have været i Avatar studiet i New York: "De spiller simpelthen ballader. De balladerer, som det muligvis hedder på dansk. Det er ikke standard ballader, men originale flydende vibrerende stykker musik. Der ikke ligner noget andet jeg har hørt. Det er ganske klart. Det er det de er samlet om."
Sune Blicher har en lavet en 50 minutter lang dokumentar om tilblivelsen af pladen. Den medfølger kun, hvis du køber LP-versionen. Vi er med hele vejen fra sommerhuset på Mols, til øvelokalet i København sammen med Anders AC Christensen og Jakob Høyer og til New York, hvor Bro bor hos Andrew D'Angelo. Her følger vi en øvesession, hvor Bro sidder sammen med Bill Frisell. Så følger de to dage i studiet, hvor Paul Motian skaber god stemning i studiet, hvor Lee Konitz dukker på på andendagen af indspilningerne, hvor Jørgen Leth hilser på Lee Konitz og mest af alt ligner en lille skoledreng der lige har hilst på kongen, hvor Bro elegant får guidet musikerne til at spille hans kompostioner. Denne dokumentar er et mesterværk om et mesterværk! Jeg har aldrig nogensinde været så tæt på tilblivelsen af en plade på en så elegant og intens måde.
Bonusinfo:
Jakob Bro spiller på Betty Nansen Teatret frem til d. 23. januar 2010. Her er han en del af bandet der spiller musikken til Steffen Brandt's Bob Dylan-teaterstykke Baby Blue. Til april er det USA-tour sammen med Tomasz Stanko, hvor han bla. spiller en uge på Birdland i New York.
Jakob Bro: www.jakobbro.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar