mandag, januar 25, 2010

Sidsel Storm: Swedish lullaby (Calibrated)

Helstøbt toer
 Det er den svære toer for Sidsel Storm. Da hun i 2008 debuterede, erobrede hun hurtigt en masse jazzlytteres hjerter. Hun fik en Danish Music Award for årets bedste vokaljazzplade og jeg havde havde den på min liste over årets bedste jazzplader. Så forventningerne er naturligt nok store til opfølgeren Swedish lullaby.
På den nye plade udbygger hun noget af det hun startede med den første. Hun er bare blevet mere sikker og stringent. Pladen er mere sammenhængende og helstøbt end den første. Sidsels stemme er både pæn og kontrolleret, men som det vigtigste også inderligt oprigtig. Det ender ikke i fersk pænhed, hun føjer både de bitre - og de salte tårer i sangene. Hun har skrevet fem af sangene i samarbejde med den svenske pianist Lars Jansson, der har indtaget pianoet i stedet for Jakob Karlzon. Ellers er det de samme musikere som på debutpladen; Jesper Thorn på bas og Morten Lund på trommer og de uundværlige gæstemusikere Gunnar Halle på trompet og Alexander Kraglund på mundharmonika og violin.
Pladen balancerer fint på kanten mellem den pæne polerede pop og den komplekse, detaljerede nordiske jazz. Det lykkedes fordi Sidsel bakkes kompetent op af en stærk trio, der med Lars Jansson i spidsen spiller udfordrende sikkert. En enkelt gammelkendt jazzstandard som All or nothing at all blæses der en masse positiv energi ind i. På nummeret Secret game spiller Jansson på Rhodes, det passer fint til den groovy tilgang som er valgt til det nummer. Sådan er der mange eksempler på stemningspassende måder at tilgå sangene på, som feks. også Alexander Kraglunds solo med kromatisk mundharmonika på Playing my heart.
Swedish lullaby er et værdigt forsøg for Sidsel Storm på, at finde en ledig plet på en danske jazzscene, hvor der er mange sangerinder. Her kan hun indtage en plads mellem Malene Mortensen og Sinne Eeg.
Bonusinfo:
Sidsel tager på turné den sidste uge af februar i Thailand.
Sidsel Storm: sidselstorm.dk
My Space: myspace.com/sidselstorm

Ingen kommentarer:

Send en kommentar