mandag, april 05, 2010

Julie Kjær Kvartet: Baglæns ind i det forkerte rum (Gateway)

Det forkerte rum?
Fralæggelse af ansvar for det man er havnet i kan være klogt at gøre, hvis det feks. er noget værre noget man er havnet i. Med pladetitlen Baglæns ind i det forkerte rum har saxofonisten Julie Kjær med sin debutplade fralagt sig en del af ansvaret. Det var det forkerte rum hun kom ind i, men da hun gik baglæns opdagede hun det ikke i tide - og det var godt.
På pladen der udkom i efteråret 09 har hun allieret sig med tre venner fra konservatoriet i Århus; Thomas Sejthen på bas, Søren Mehlsen på trommer og Kasper Bjerg på piano. Mehlsen og Bjerg har tidligere lavet en plade med en anden kvindelig Århus-saxofonist, Mette Rasmussen i trioen Saft, hvor det var den ekspressive freejazz der var det musikalske udgangspunkt. Sammen med Julie Kjær er det mindre vildt. Men stadig udforskende og eksperimenterende.
Udtrykket er meget dynamisk, bla. i kraft af en meget velspillende Thomas Sejthen på bas. Mehlsens løse drive på trommerne er sammen med Bjergs åbne klaverspil med til at skabe et godt rum til Julie Kjærs saxofonspil. Kjær har komponeret al musikken og det høres bla. i den sikkerhed som hun leverer numrene, der spænder fra det løst ekspressive til det mere melodisk sikre. Julie Kjær er havnet i det helt rigtige rum!
Julie Kjær bor nu i London, hvor hun bla. spiller i Cardboard Whale. Hun spiller også med Django Bates i StoRMchaser og med Blood Sweat Drum n Bass Big Band.
My Space: www.myspace.com/juliekjaer

Ingen kommentarer:

Send en kommentar