mandag, april 12, 2010

Veronica Mortensen: I'm the girl (Stunt)

Endelig hjemme hos Klüvers
Veronica Mortensen er på hendes 3. plade i eget navn sammen med Klüvers Big Band. Det er 15 år siden hun første gang stod på scenen med det århusianske big band. Big bandets pianist Mads Bærentzen har såmænd gået igen på alle hendes plader. Det fornemmes at at hun føler sig hjemme sammen med det århusianske big band. Der hersker en klædelig afslappet stemning hos Veronica Mortensen. Pladen byder bla. på numre af Veronica Mortensen, Lars Jansson og Stevie Wonder (Make sure you're sure). Pladens titelnummer I'm the girl var bla. et nummer som Roberta Flack sang i 70'erne. Et andet nummer fra 70'erne, Rickie Lee Jones' hit Chuck E's in love starter pladen og er med til sparke pladen godt i gang. Den er optaget under sidste års jazzfestival i Århus, hvor Klüvers Big Band som vanligt var at finde i Ridehuset.
Vibrafonisten Dave Samuels er med som gæstemusiker, ligesom den amerikanske trommeslager Dennis Mackrel endnu en gang er at finde hos Klüvers Big Band, han har bla. spillet med Count Basie Orchestra. Veronica Mortensen placerer sig pænt et sted mellem pop og jazz. Hun synger med stort overskud, tydelighed og volumen. Alt sammen noget der har gjort hende til en efterspurgt solist hos flere big bands. I starten af juli er hun feks. på tur med svenske Bohuslän Big Band i Sverige.
Veronica Mortensen: www.veronica.dk
My Space: www.myspace.com/veronicamortensen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar