onsdag, april 21, 2010

Ulrik/Colligan/Bodilsen/Mogensen: The Meeting (Black Out)

New York nerve
I 2000 og 2001 lavede den amerikanske pianist George Colligan to plader sammen med bassisten Jesper Bodilsen. A Wish og Twins udkom begge på pladeselskabet Steeplechase, der ofte har brugt Colligan som sideman. Saxofonisten Hans Ulrik spillede flere gange sammen med Colligan i New York på samme tidspunkt. Jazzens epicenter New York er også omdrejningspunktet på The Meeting, der er en kvartetindspilning med de tre førnævnte musikere, samt Anders Mogensen på trommer.
Pladen er indspillet i Danmark i forbindelse med at de fire musikere turnerede sammen. Men New York er med i den musikalske ånd. Andet nummer på pladen hedder såmænd NYC Revisited, hvilket er ganske passende for specielt Mogensen og Hans Ulrik, der begge fik en stor del af deres musikalske opdragelse i USA i starten af 90'erne.
Musikken er ligefrem pågående og New Yorker-heftig. Energisk, teknisk og temmelig tight. Musikerne kender hinanden godt fra andre sammenhænge og det kan høres. De er stærke til at fremme og udfordre hinandens gode sider. Materialet på pladen er en blanding af selvskrevne numre og standards som Body and Soul og Horace Silver's Peace.
De tre danske musikere er alle meget aktive og etabelerede på den danske (og internationale) jazzscene. På The Meeting vender de alle tilbage til noget oprindeligt. Jeg får associationer til lyden af jazzkvartetplader fra 80'erne og 90'erne. Kvartetten ville uden problemer sagtens kunne stille sig op på feks. new yorker-klubben Small's og spille en vis legemsdel ud af bukserne og new yorker-underkæberne et godt stykke ned mod bordpladerne.
Bonusinfo:
George Colligan er netop blevet medlem af Jack deJohnette's nye kvintet, hvor et andet medlem er saxofonisten Rudresh Mahanthappa, medvirkede på Anders Mogensens 2 år gamle Real People udgivelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar