søndag, maj 23, 2010

Cathrine Legardh: Nordisk (Storyville)

Dansker der synger på bedårende smukt svensk
Sangerinden Cathrine Legardh satser på tre heste på den ny plade Nordisk. Det drejer sig om svenske evergreens, danske evergreens og eget materiale.
Lad mig starte med Legardhs egne sange. Dem der kun tre af. På dansk har hun lavet to sange, hvor Legardh i sin diktion lyder som en dansk sangerinde gjorde for 50 år siden. Specielt er sangen Tvillingerne værd at fremhæve. Den er supercharmerende og sender mig tilbage til en tid, hvor der var mælkedrenge til - og hverken Legardh eller jeg var født. Med Francesco Cali's flotte stemningsfyldte accordionsolo fuldendes nummeret. Jeg er faktisk en smule skuffet over at hun ikke har flere af sine egen sange med på pladen. Pladen afsluttes med en selvskrevet svensk sang, Undrar vad som händer.
Jeg ville ikke have savnet de tre danske evergreen-indslag. Glemmer du, Månestrålen og Hvorfor er lykken så lunefuld. Det er tre gode sange, som Legardh synger fint. Men Sinne Eeg var allerede på samme gerningssted for to år siden med albummet Kun en drøm. Dog er det et charmerende gimmick at Legardh synger den sidste del af Glemmer du... på svensk.
Resten af pladens numre er såmænd sunget på svensk, hvilket ikke er noget problem for Legardh. Hun synger på et bedårende smukt og formfuldendt svensk. Svenske klassikere som Trubbel, I morron, Värmlandsvisan og Sakta vi gå genom stan glider ubesværet ned.
En af de afgørende grunde til, at du skal købe pladen og nyde den sammen med din elskede på en lys dansk/svensk sommeraften er, at Hugo Rasmussen på bas, svenskeren Christer Karlberg og Jakob Dinesen på sax fuldender med deres lækre, intime og sexede spil. Dinesen spiller en Getz-inspireret støvet sax, Karlberg er tæt på det vi kender fra Jacob Fischer. Rasmussen holder sammen på tropperne med det afbalancerede og rolige basspil. Andreas Fryland spiller trommer på enkelte numre.
Bonusinfo:
Der bliver rig mulighed for at høre Legardh i den kommende tid. Se mere på hendes myspace.
My Space: www.myspace.com/legardh

Ingen kommentarer:

Send en kommentar