søndag, juni 13, 2010

Papa Bue: 80 at 80 (Storyville)

Man bliver så tørstig
Som en anden Keith Richards, lever Arne (Papa) Bue Jensen på trods af et hårdt liv i musikkens tjeneste stadigvæk. Ja han er faktisk gået hen og blevet 80 år. Det er noget der skal fejres, synes pladeselskabet Storyville, der har udgivet Papa Bue's musik siden slutningen af 50'erne. 80 numre på 4 CD'er fra årene 1954 til 1978 er inkluderet i fin lille boks med medfølgende booklet. Et udpluk af indspilninger der gennem tiderne er foretaget med så prominente folk som bluessangeren Champion Jack Dupree, New Orleans-legenden George Lewis, klarinetkongen Edmond Hall, Wild Bill Davison, Theis Jensen og ikke mindst Gustav Winckler i en indspilning fra 1977.
Papa Bues Viking Jazz Band - som de kom til at hedde pga. tegneren/sangskriveren/sangeren Shel Silverstein (bla. kendt for teksterne til Dr. Hook) der i slutningen af 50'erne havde hørt dem i Nyhavn - har gennem tiderne haft adskillige musikere gennem orkesteret. Folk som klarinetisten Jørgen Svare, trompetisten Finn Otto Hansen og banjospilleren og sangeren Bjarne Liller var med til, at gøre Papa Bue til et kendt orkester, ikke bare i Danmark men også i udlandet på adskillige længere turnéer.
Som søn af forældre der var født i efterkrigsårene, fik jeg en solid dosis Papa Bue ind med modermælken. Specielt når der blev sunget på dansk af Liller. Sidder på et værthus...etc. Den del er desværre droppet i denne boks. Boksen virker som et produkt der skal ud til de steder i verden, hvor man ikke helt sætter pris på, at der bliver sunget på dansk. Dog er temaet fra Olsen Banden filmene med under navnet The Olsen Gang Theme.
Skål!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar