mandag, juni 21, 2010

Manu Katché: Third round (ECM) >> Ketil Bjørnstad: Remembrance (ECM)

Urban fjord
Er du en sucker for urbanjazz med snerten af en god popmelodi, så er Manu Katché's tredje udspil, Third Round for ECM Records et godt sted at lede. Et gyngende groovy flow sat i scene af trommeslageren Manu Katché, der er godt hjulpet af nogle vanvittigt velspillende medmusikanter; Tore Brunborg på sax, Jason Rebello på piano og Jacob Young på guitar får alle chancen for at vise deres værd. Third Round er en meget anbefalelsesværdig akustisk fusionsjazzplade. Katché har hentet en god portion inspiration fra Jan Garbarek Group, hvor han er mangeårigt fast medlem. Katché tilføjer det natlige neonskær til musikken, der gør pladen til en metropolit-jazzplade.
Tore Brunborg er på sopran- og tenorsax med til at løfte Katché's plade. Det samme gør sig gældende på Ketil Björnstads nye udspil Remembrance, hvor Brunborg sammen med trommeslageren Jon Christensen agerer medspillere. Bjørnstad er romantikeren, der med sit lyriske spil der smager mere af det klassiske end af jazzen har lavet en flot plade, hvor Christensen er den gammelkendte makker - han var også med på Bjørnstads debut fra 1974. Det er første gang at Brunborg er med på en Bjørnstad-plade. Pladen er med sine 11 stykker musik et kærkomment eksempel på hvordan norsk jazz kan lyde i sin urform.
Manu Katché: player.ecmrecords.com/katche
Ketil Bjørnstad: player.ecmrecords.com/bjornstad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar