torsdag, juli 15, 2010

Taylor's Universe: Artificial joy (Marvel of Beauty)

Dansk ProgProgressiv rock. Avantgarde jazz. Improviserede soli en masse. Blandet sammen. Ikke just opskriften på det mest populære på musikscenen lige nu. Men der er enkelte der er insisterende ligeglade. Herhjemme er guitaristen/komponisten/pladeselskabsdirektøren Robin Taylor i en klasse for sig. Han har siden starten af 90'erne lavet plader i den progressive genre. Et tilbagevendende samlingspunkt har været gruppen Taylor's Universe. Mange forskellige musikere har været med. Ifølge Robin Taylor er den aktuelle version, den bedste inkarnation af gruppen. Musikerne kommer fra forskellige musikalske verdener. Feks. er guitaristen Michael Denner fra Mercyful Fate, trommeslageren Klaus Thrane fra Lars Lilholt Band og saxofonisten Jakob Mygind fra Pierre Dørge New Jungle Orchestra. Fælles er alle musikernes store evner på deres instrumenter.
Det er der også brug for med numrenes komplicerede opbygninger. Melodiske forløb vekslende med skift og breaks og ind imellem en masse soli. Der lefles ikke for tidsånden, måske nok ånden men aldrig tiden. Herhjemme er det nærmeste vi kommer på den type musik, nok Secret Oyster, der også har oplevet interesse for deres musik udenlands i de senere år. Hvilket også er et af målene for Taylor's Universe's nichemusik. I vore nabolande Sverige og Tyskland har den progressive rock eller progg altid haft det bedre.
Taylor's Universe er unikke, de lever og ånder i kraft af de gode musikere, der udviser en musikalsk glæde ved at spille Taylor's komplicerede, men ikke utilgængelige musik.
Bonusinfo:
Billedet på pladecoveret er taget fra bogen om Melchior Lorck, der udkom sidste år. Danskeren Lorck var som tegner fra 1555-1559 tilknyttet sultanens hof i Konstanopel, hvorfra han siden hentede stor inspiration til sine tegninger. Han anses for at være den første betydningsfulde grafiker i dansk kunsthistorie.
Robin Taylor: www.progressor.net/robin-taylor/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar