mandag, august 09, 2010

Kan vi så få noget ro!

The Jazznyt albumguide vol. 1
Jeg elsker at lytte til Keith Jarrett's My song. Den fungerer perfekt som baggrundsmusik. I går eftermiddags kørte den feks. som et behageligt soundtrack til eftermiddagskaffen, med min datters nybagte franskbrød. Så kommer nummeret Mandala. Her spiller Jarretts skandinaviske musikere med saxofonisten Jan Garbarek i spidsen sønderrivende frit. Min kone sender skiftevis mig og højtalerne blikke som var en Albert Ayler værdig. Straks springer jeg op og trykker frem til The journey home og den hyggelige eftermiddagskaffestemning indfinder sig straks igen.
Jeg har lavet en guide med plader, der på trods af stor musikalsk tyngde fungerer fint som rolig baggrundsmusik. Her er ikke nogle pludselige og voldsomme udfald der kan få kaffekopperne til at klirre.
Denne guide er den første der vil komme fra tid til anden her på Jazznyt. Listerne vil indeholde forskellige spændende jazzplader. Den er selvfølgelig lavet med et håb om, at du bliver inspireret til at lytte til nogle af dem.
Go' fornøjelse og kom gerne med in- og output.

1. Jesper Bodilsen: Short stories for dreamers (Stunt)
En af Bodilsens musikerkolleger kaldte kærligt Short stories for dreamers for en plade til pigerne. Kollegaen var trommeslager og der er ikke trommer på pladen. Der er heller ikke klaver. Men der er masser af ro. Ulf Wakenius på akustisk guitar og Peter Asplund på trompet er med til at skabe roen. Roen til at snakke med pigerne, måske?

2. Keith Jarrett & Charlie Haden: Jasmine (ECM)
Hvis Jarret spillede bas ville det lyde som Haden og omvendt, er der en der rammende har sagt om denne plade.

3. John Coltrane: Ballads (Impulse)
Old school late night stemning. Selv en solskinsdag kan blive til nat med måneskin.

4. Søren Dahl Jeppesen: Route one (Gateway)
Søren spiller også i kvartetten Pauseland, der dyrker den samme flydende form for jazz. Her har han styr på det flydende og har fået samlet det i et glas. Sammen med bla. guitarkollegaen Jakob Bro har han skabt musik uden udløbsdato.

5. Stan Getz & Kenny Barron: People time (Emarcy)
En optagelse fra dengang Danmarks Radio kendte deres besøgelsestid. De var tilstede og dokumenterede to jazzmusikere, der mødtes i en forrygende sammensmeltning af melodi, nærvær og virtuositet.

1 kommentar:

  1. Ha - ja dén problematik kender jeg godt. Også min kone elsker Jarrett - undtagen når der spilles "sønderrivende frit."

    At netop kontrasterne på My song er med til at konstituere pladen som mit bud på Verdens Bedste Plade, ændrer ikke ved, at den går skidt til aftenkaffe med smalltalk.

    SvarSlet