torsdag, oktober 14, 2010

KortJazzNyt Uge 41 2010 nr. 2

Sangerinden Indra starter i dag i Svendborg en 18 koncerter lang Danmarks-turné, hvor hun
sammen med saxofonisten Benjamin Trærup, bassisten Thomas Sejthen og guitaristen Uffe Steen vil give et velkvalificeret bud på hvordan vokaljazz skal lyde anno 2010
indra.dk

Palle Mikkelborg spiller sammen med Terje Rypdal til Jazzfest Berlin d. 5. november, hvor de spiller sammen med bandet Zeitkratzer under titlen: ‘Beyond’ zeitkratzer vs. Terje Rypdal & Palle Mikkelborg. Zeitkratzer har tidligere samarbejdet med den japanske støjguru Merzbow og genopført Lou Reed's legendariske feedbackstøjinfernoplade Metal Machine Music. På samme festival spiller Little Red Suitcase og Django Bates Beloved Bird med Petter Eldh og Peter Bruun ligeledes.
www.berlinerfestspiele.de

I dagene 12.-21. november er London Jazz Festival i gang. Her spiller Alex Riel sammen med Art Themen & Peter King Quintet, Marilyn Mazur, Ibrahim Electric, Little Red Suitcase, Phronesis, Palle Mikkelborg og hele den internationale jazzelite, inklusiv The Bad Plus der spiller en koncert sammen med Django Bates.
www.londonjazzfestival.org.uk

Den prestigefyldte engelske Mobo Award uddeles d. 20. oktober hvor en lang række popkunstnere er nomineret. Der er også en jazzkategori hvor danske Jasper Høiby's Phronesis er nomineret sammen med Robert Glasper, Brad Mehldau, Empirical og John McLaughlin.
www.mobo.com/2010

Pianisten Søren Kjærgaard er på DK-tur sammen med Ben Street på bas og Andrew Cyrille på trommer i dagene 20.-22. oktober, hvor de kan høres i Århus, Ålborg og København.
www.sorenkjaergaard.com

The Guardian har siden januar 2009 kørt en serie omhandlende de 50 største øjeblikke i jazz. Startende med The Original Dixieland Jazz Band der udgiver Livery stable blues i 1917. De er kommet til nr. 37 der handler om hvordan Miles Davis anden kvintet ændrede jazzen.
www.guardian.co.uk/music/musicblog+series/50-great-jazz-moments
Pianisten Esben Just er på solotur under titlen Just Just. Han spiller en lang række koncerter i det ganske land frem til 4. december, hvor han slutter i Silkeborg på Rampelys.
www.esbenjust.com
Som det fremgår et par gange i denne uges nyheder, så har trioen Phronesis fået stor succes i specielt England. Dette er bla. sket pga. samarbejdet med pladeselskabet Edition Records. De har lige signet saxofonisten Marius Neset, der ganske vist er nordmand - men er uddannet på Rytmekons. i København og spiller i Jazzkamikaze. Hans album Golden Xplosion udgives april 2011. Her medvirker Anton Eger, Jasper Høiby og Django Bates.
Kvartetten kan allerede opleves d. 1. december i Vejle og d. 2. december i Svendborg.

Når August Rosenbaum d. 4. november spiller på Jazzhouse er det med henblik på en liveindspilning. Han stiller op med Jesper Thorn på bas og Rasmus Lund på trommer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar