En dejlig plade med jazz sunget på dansk
Det er ikke specielt revolutionerende, når det handler om pop og rock. Men ny jazz sunget på dansk af en mand. Det er så sjældent, at jeg ikke har nogen erindring om hvornår det sidst er sket.
Hverdagspoesi der handler om glæden ved at have gjort rent (Husholdningshøj) eller om at lave en blues (Nu prøver jeg med blues) er så banalt at det skriger til himlen. Men hold da op, hvor er det vedkommende og sandt. Eksistentielle emner tages op i flere andre sange. Fælles for Mosgaards tekster er de personlige og vedkommende ting der tages op.
Når man bevæger sig i det musikalske felt som Morten Mosgaard har valgt er det nærliggende med sammenligninger over i andre genrer, der alligevel ikke er så langt fra det Mosgaard laver. Jeg kommer til, at tænke på en ung Kim Larsen, der ikke har haft sin gang på Christianshavn eller på en mindre fjollet Rasmus Nøhr. Morten Mosgaard har en god og tydelig stemme, der selv om han er skolet ikke lyder skolet. Her er plads til dejlige skævheder, der næppe giver ham jobs i en musical.
Morten Mosgaard har lavet en plade, der har potentiale til at nå langt ud over jazzens grænser. Flere vil endda spørge om det overhovedet er jazz, det her. Den disskussion er underordnet, når først trioen spiller. Der er masser af plads til lækre detaljer i musikken, der kan tilfredsstille det kræsne jazzpublikum. Bjørnskov træder frem med bassen, så det giver mindelser om NHØP. Ikke i lyden, men i den fremtrædende rolle, hvor detaljerigdommen og fornemmelsen for melodien farver Bjørnskovs spil. Trommeslageren Christian Skjødt har jeg tidligere kun hørt i mere eksperimentelle sammenhænge. Her er han passende straight og placerer sig stabilt i trioen. Pianisten Anders Persson spiller med et strejf af både Oscar Peterson og Esbjörn Svensson. Kan man det? Persson kan.
Morten Mosgaards Orkester er en plade der kan anbefales til jazzlyttere der holder af det danske sprog.
Morten Mosgaard: www.mortenmosgaard.dk
Det er ikke specielt revolutionerende, når det handler om pop og rock. Men ny jazz sunget på dansk af en mand. Det er så sjældent, at jeg ikke har nogen erindring om hvornår det sidst er sket.
Hverdagspoesi der handler om glæden ved at have gjort rent (Husholdningshøj) eller om at lave en blues (Nu prøver jeg med blues) er så banalt at det skriger til himlen. Men hold da op, hvor er det vedkommende og sandt. Eksistentielle emner tages op i flere andre sange. Fælles for Mosgaards tekster er de personlige og vedkommende ting der tages op.
Når man bevæger sig i det musikalske felt som Morten Mosgaard har valgt er det nærliggende med sammenligninger over i andre genrer, der alligevel ikke er så langt fra det Mosgaard laver. Jeg kommer til, at tænke på en ung Kim Larsen, der ikke har haft sin gang på Christianshavn eller på en mindre fjollet Rasmus Nøhr. Morten Mosgaard har en god og tydelig stemme, der selv om han er skolet ikke lyder skolet. Her er plads til dejlige skævheder, der næppe giver ham jobs i en musical.
Morten Mosgaard har lavet en plade, der har potentiale til at nå langt ud over jazzens grænser. Flere vil endda spørge om det overhovedet er jazz, det her. Den disskussion er underordnet, når først trioen spiller. Der er masser af plads til lækre detaljer i musikken, der kan tilfredsstille det kræsne jazzpublikum. Bjørnskov træder frem med bassen, så det giver mindelser om NHØP. Ikke i lyden, men i den fremtrædende rolle, hvor detaljerigdommen og fornemmelsen for melodien farver Bjørnskovs spil. Trommeslageren Christian Skjødt har jeg tidligere kun hørt i mere eksperimentelle sammenhænge. Her er han passende straight og placerer sig stabilt i trioen. Pianisten Anders Persson spiller med et strejf af både Oscar Peterson og Esbjörn Svensson. Kan man det? Persson kan.
Morten Mosgaards Orkester er en plade der kan anbefales til jazzlyttere der holder af det danske sprog.
Morten Mosgaard: www.mortenmosgaard.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar