fredag, december 03, 2010

Lars Møller: Phobia (Stunt)

Kvarttoner og melodier
Da Lars Møller i 2006 modtog det tre-årige arbjedslegat fra Statens Kunstfond gav det ham mulighed for at arbejde intensivt med kvarttoner i sit saxofonspil. Det udløste bla. intensive øveperioder på saxofonen. Allerede tidligt i karrieren havde Møller stiftet bekendtskab og arbejdet med de indiske ragaer, bla. under flere længerevarende ophold i Indien. Her indgår mikrotoner som en vigtig bestanddel. Senere var han med i det klassiske ensemble, Den Danske Saxofonkvartet, hvor de udover musik af bla. Bach også spillede  nutidig dansk klassisk musik af folk som Per Nørgaard og Svend Hvidtfeldt Nielsen, hvor specielt sidstnævnte satte ham i gang med en proces, hvor han fik følelsen af at det var som at starte på ny på saxofonen.


Arbejdet med kvarttone-sproget har sat dybe spor i musikken på Phobia, der er første plade med Møllers nye kvartet bestående af Thor Madsen på guitar og tyskerne Robert Landfermann på bas og Jonas Burgwinkel på trommer. Al den snak om kvarttone-sprog er selvfølgelig af musikteoretisk karakter og har for den almindelige musiklytter ingen betydning. Det interessante for lytteren der kender Lars Møller er den udvikling der kan høres i Møllers spil. Der er kommet en upoleret råhed over hans tone, der er klædelig og hænger godt sammen med de ni kompositioner på pladen.
Thor Madsens guitar er ligeledes med til, at gøre Phobia til en vigtig jazzudgivelse. Madsen er skarp og afvekslende i spillet. Lars Møller har stadig en melodiåre, der får lov til at flyde. I over 20 år har Møller udgivet plader på Stunt Records, hvor mange utvivlsomt stadig husker Copenhagen Groove fra 1989. Phobia er også en plade der vil blive husket i mange år frem.
Lars Møller: larsmoller.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar