Beskidt elektronisk vellyst
Eksperimenterende elektronisk jazz lavet af en saxofonist der, når han endelig spiller sax, ikke spiller saxtoner, der er genkendelige. Det er først når man lytter nærmere efter at man kan høre at der er indblandet en saxofon. Forvrængninger, modulationer, effekter og anden elektronik smides ind over saxofonen, så den fremstår ganske ukendelig. Det er den hollandske, men i USA bosatte altsaxofonist Lars Dietrich der alene har lavet et spændende album. Analoge synthlyde der trækker på noget fortidigt lydende, presses sammen med en massiv mur af elektroniske rytmer. Han befinder sig i et univers, hvor saxofonen er lettet fra jorden og har indtaget en position hvor al logik ophører. Beskidte overlæssede soundscapes afløses af primitive rytmebokstoner.
Lars Dietrich har lavet en plade der - hvis den endelig skal sammenlignes med nogen - godt kan minde en del om Emil de Waal's electronica-eksperimenter. Dog har Dietrich ikke det samme musikalske glimt i øjet som de Waal. Stand Alone skal alligevel have en anbefaling med på vejen. Jeg har haft svært ved at slippe væk fra Lars Dietrich's massive mur af elektronisk vellyst.
Lars Dietrich: larsdietrich.com
Eksperimenterende elektronisk jazz lavet af en saxofonist der, når han endelig spiller sax, ikke spiller saxtoner, der er genkendelige. Det er først når man lytter nærmere efter at man kan høre at der er indblandet en saxofon. Forvrængninger, modulationer, effekter og anden elektronik smides ind over saxofonen, så den fremstår ganske ukendelig. Det er den hollandske, men i USA bosatte altsaxofonist Lars Dietrich der alene har lavet et spændende album. Analoge synthlyde der trækker på noget fortidigt lydende, presses sammen med en massiv mur af elektroniske rytmer. Han befinder sig i et univers, hvor saxofonen er lettet fra jorden og har indtaget en position hvor al logik ophører. Beskidte overlæssede soundscapes afløses af primitive rytmebokstoner.
Lars Dietrich har lavet en plade der - hvis den endelig skal sammenlignes med nogen - godt kan minde en del om Emil de Waal's electronica-eksperimenter. Dog har Dietrich ikke det samme musikalske glimt i øjet som de Waal. Stand Alone skal alligevel have en anbefaling med på vejen. Jeg har haft svært ved at slippe væk fra Lars Dietrich's massive mur af elektronisk vellyst.
Lars Dietrich: larsdietrich.com
Absolut helt enig. Har gennem længere tid forsøgt at gøre Kristeligt Dagblad interesseret i at dække den seriøse rytmiske musik på linje med (eller i hvert fald antydningsvis på linje med) den klassiske. Det er meget, meget svært at komme igennem med.
SvarSletArgumentet er at stofområdet ikke er kohærent med avisens linje (læs: interesser læserne).
Som anmelder på en lokalavis kender jeg også mekanismerne dér: det handler udelukkende om flertallet af læsernes præferencer.
Jeg synes jo jazz bør dækkes i seriøse medier - simpelthen fordi det er en vigtig kunstart. Men jeg anerkender også, at aviserne har et legitimt hensyn at tage til læsertal, så det er en svær kamp.
Morale: Bliv ved at gøre, hvad du gør Niels Overgård. Vi er mange der følger dig! :)