fredag, marts 04, 2011

Erling Kroner er død

Trombonisten, komponisten, arrangøren og orkesterlederen Erling Kroner døde onsdag efter at have været kræftsyg i en længere periode. I over 40 år satte han sit præg på den danske jazzscene.
I den forbindelse har jeg modtaget nedenstående fra Paradise Jazz, der ofte har lagt scene til Kroners projekter.

Erling Kroner har været et helt uvurderlig støtte for Paradise Jazz. Ikke alene har han optrådt utallige gange i klubben – som fast mand i Monday Night Big Band og sammen med sine mange forskellige bands. Han har ligeledes været et markant, initiativrigt og fokuseret bestyrelsesmedlem, som aldrig stod tilbage, når der skulle gøres noget for Paradise Jazz.
Erlings karriere startede for 50 år siden med Dixieland Stompers. Han spillede kort derefter også avantgarde musik, blandt andet med John Tchicai, samt rock med Melvis & His Gentlemen.

Erling uddannede sig på Berklee i Boston i 1969-1970 og 1973-1974. I 1973-1986 var han medlem af DR Big Band og han spillede i 1970'erne desuden med NDR's Big Band i Hamburg, Leif Johanssons orkester og med svenske Lasse Beijboms gruppe, White Orange. Fra midten af 1990'erne var han leder af et stort orkester sammen med Lasse Beijbom - Beijbom-Kroner Big Band.

I 2004 dannede han sammen med den Amerikanske baryton saxofonist Ed Epstein gruppen "Bari-Bone Connection", som udgav CD’en ”Bari My Heart” i 2007.
Erling har freelance spillet med og dirigeret en række store europæiske orkestre, især i musik af Charles Mingus eller i egne kompositioner, som fremdeles har været præget af hans store og tidlige interesse for og indsigt i argentinsk musik og tangoen. I Argentina har han desuden arbejdet med lokale musikere og skrevet musik til tekster af Jorge Luis Borges. I 2005 dannede han sit helt eget big band EKNMO (Erling Kroner New Music Orchestra) som spillede hans egne kompositioner foruden materiale af co-leader Niels Gerhard og Astor Piazolla. EKNMO’s stil var i Erlings samt i Mingus og Piazollas ånd og gruppen har haft fin succes, med 3 CD’er samt med mange koncerter landet over.
Erling døde i sit hjem omgivet af familien efter længere tids sygdom.
Erling Kroner blev 67 år.
Vi vil savne Erlings gode humør, skarpe kommentarer, hjælpsomhed og ikke mindst hans markante trombonespil og gode musik.
Æret være hans minde.

Paradise Jazz minder Erling Kroner mandag den 14. marts 2011. Monday Night Big Band under ledelse af Niels Jørgen Steen står for musikken. Arrangementet starter kl. 20.30. Paradise Jazz’s hjemmeside www.paradisejazz.dk vil blive opdateret med yderligere oplysninger om mindekoncerten, efterhånden som aftalerne med orkestret, gæstesolister m.fl. kommer på plads.
Det kan anbefales at besøge Erling Kroners hjemmeside, der er fyldt med billeder og andet godt fra hans lange karriere: kroner-music.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar