Naturligt møde mellem fortid og nutid
Hvis der er en stilart der hedder sen-bop (som i den sene periode) så har jeg sjældent hørt et mere tydeligt eksempel på den stilart fra en dansk jazzmusiker. Jazz som den blev spillet i 60'erne med inspiration fra beboppen, men hvor der kom en masse delelementer ind. Miles Davis kvintetten er et eksempel - inspirationen derfra er ikke så tydelig her. John Coltrane's kvartet er et andet eksempel. På denne palde er det mere Horace Silver og de musikere der placerede sig omkring hardboppen - der har givet inspiration.
Ole Mathiessen er om nogen manden der har været med til at bringe jazzen ud til folket - bare ikke som musiker - men som ihærdig producer på Danmarks Radio i alle de vigtige år. Ole Mathiessen er også som komponist og pianist formidabel til at videreformidle jazzen. Klaveret er nærmest hele tiden til stede under de andre musikere. Det træder selvfølgelig også frem som soloinstrument, hvor Mathiessen spiller med en tydelig klarhed som en McCoy Tyner.
Henrik Bolberg på trompet og flygelhorn, Bob Rockwell på tenorsax og fløjte, Lis Wessberg på trombone, Jesper Lundgaard på bas og Kresten Osgood udgør det fine team af musikere som Mathiessen styrer elegant gennem 12 kompositioner hvor blues og plads til improviation er nogle af kodeordene. Bolberg spiller stærkt og tydeligt, Osgood er i Elvin Jones-hjørnet mens Rockwell spiller med looseness og farve. Fortid og nutid mødes i Ole Mathiessens musik på den mest naturlige facon. Et flot album!
Hvis der er en stilart der hedder sen-bop (som i den sene periode) så har jeg sjældent hørt et mere tydeligt eksempel på den stilart fra en dansk jazzmusiker. Jazz som den blev spillet i 60'erne med inspiration fra beboppen, men hvor der kom en masse delelementer ind. Miles Davis kvintetten er et eksempel - inspirationen derfra er ikke så tydelig her. John Coltrane's kvartet er et andet eksempel. På denne palde er det mere Horace Silver og de musikere der placerede sig omkring hardboppen - der har givet inspiration.
Ole Mathiessen er om nogen manden der har været med til at bringe jazzen ud til folket - bare ikke som musiker - men som ihærdig producer på Danmarks Radio i alle de vigtige år. Ole Mathiessen er også som komponist og pianist formidabel til at videreformidle jazzen. Klaveret er nærmest hele tiden til stede under de andre musikere. Det træder selvfølgelig også frem som soloinstrument, hvor Mathiessen spiller med en tydelig klarhed som en McCoy Tyner.
Henrik Bolberg på trompet og flygelhorn, Bob Rockwell på tenorsax og fløjte, Lis Wessberg på trombone, Jesper Lundgaard på bas og Kresten Osgood udgør det fine team af musikere som Mathiessen styrer elegant gennem 12 kompositioner hvor blues og plads til improviation er nogle af kodeordene. Bolberg spiller stærkt og tydeligt, Osgood er i Elvin Jones-hjørnet mens Rockwell spiller med looseness og farve. Fortid og nutid mødes i Ole Mathiessens musik på den mest naturlige facon. Et flot album!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar