mandag, april 04, 2011

Tomasz Licak/Artur Tuznik Quintet: do. (Blackout)

På polsk
Polsk jazz er for de fleste ikke-polske jazzfans forbundet med Krzystof Komeda og Tomasz Stanko og til nød også pianisten Marcin Wasilewski. Når de så er nævnt, stopper de flestes viden om polsk jazz her. Men der er selvfølgelig flere og endda nogle der har været omkring Danmark. På konservatoriet i Odense har der i nogle år spøgt flere polske jazzfyre. Vi møder hele tre af slagsen på dette album der blev optaget under en turné i Polen. De havde medbragt danskerne Andreas Lang på bas og trommeslageren (og deres lærer fra konservatoriet) Anders Mogensen. At de medbragte sidstnævnte er et oplagt valg. Anders Mogensen kan om nogen spille ekspressivt, åbent og vildt dynamisk - hele tiden sammenhængende. Hold da k... hvor er der gang i ham her.
Tomasz Licak på tenorsax og Artur Tuznik på piano står i spidsen for kvintetten og har stået for kompositionerne. De var på en længere turné i Polen, hvor de var i studiet og fik indspillet musikken der nu to år senere udkommer på plade. Undervejs er de blevet godt sammenspillet. Sammen med den sidste polak, trompetisten Tomasz Dabrowski har de skabt et homogent udtryk der efterlader respekt. De spiller også Miles Davis' Nardis samt Anders Mogensens Off to Tokyo, der var med på Mogensens 2006-album Live & Beyond. I den polske udgave er der åbnet mere op for ventilerne og klapperne.
My Space: www.myspace.com/licaktuznikquintet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar