Jeg havde egentlig regnet med at jeg skulle starte min udgave af CJF 2011 på Huset, hvor Coup la cour skulle spille men da en flink journalist fra Politikens Jazz Live avis ringede og ville lave et interview med jazzbloggeren gik jeg i Kgs. Have for at mødes med hende.
Interviewet blev lavet og kommer i Jazz Live avisen i morgen eller på mandag. Jeg håber ærligt talt at det bliver i morgen for så kan jeg nuppe 10 eksemplarer med hjem. På mandag sidder jeg på min arbejdspind igen og er langt fra Copenhagen Jazz Festival.
De første lyde fra en scene blev for mit vedkommende fra DJ-teamet Lulu Rouge, der ofte har vredet nogle fede mixes, der bla. kan høres på Fat Berri's. De havde fået opgaven som opvarmning og det løste de vel okay. Der var i hvertfald ingen chance for at de kunne stjæle fokus fra den danske supertrio GinmanBlachmanDahl. Trioen havde allieret sig med Nils Petter Molvær - en af mine absolut største jazzhelte, som jeg aldrig nogensinde havde regnet med at skulle høre sammen med GinmanBlachmanDahl. Han spiller sfærisk, elektronisk og eksperimenterende jazz og det er kun det sidste felt som GinmanBlachmanDahl arbejder i.
Kgs. Have d. 1. juli
Politikens Jazz Live redaktion havde sendt fotografen Per Folkver, der gerne ville tage et billede af mig mens jeg jazzlytter. Derfor var jeg under første nummer så tæt på scenen som kun teenagetøser forsøger at komme til en Justin Bieber-koncert. Ikke specielt jazzet men omvendt var jeg ret tryg ved opgaven. Prøv lige at tjekke det billede ud, der kom på forsiden af den første udgave af Jazz Live avisen. Per Folkver var i Ginman's øvekælder om torsdagen og tog et fantastisk billede af de fem musikere.
Det er de fem musikere der befinder sig på scenen lige nu. Molvær synger ned i trompeten og stemmen effektmanipuleres til det som vi kender Molvær for. Rørende smukt. Thomas Blachman sidder topspændt bag trommerne og lader trommerne tale i en hastighed der er meget lig den hastighed, hvor ordene kommer ud af Blachmans mund. carsten Dahl er i topform og befinder sig i et spændingsfelt mellem Bill Evans og Bud Powell. Ginman er manden der samler i midten af det hele. Undervejs kommer trioen med suveræne eksempler på hvorfor de er noget helt specielt på den danske jazzscene. Stephen Riley kan krumme toner ud af saxofonen som var man til jazz på Montmartre i 1965. Derfor er det et spøjst påhit at sætte ham sammen med Molvær. Men Molvær kan også spille en ond Miles-trompet á la 1965 og det gør han flere gange.
Solen smiler og spiller med under hele koncerten. De mange publikummer har fået en god start på Copenhagen Jazz Festival.
Det Lille Musikhus d. 1. juli
Efter at have lyttet til jazz sammen med flere publikummer, end der er kommet i min lokale jazzklub nogensinde, er det som at komme besøg hjemme hos en bekendt, da jeg lander i lokalet, hvor der for første gang skal spilles voksenkoncert. Det Lile Musikhus drives af Line Gårdmand og er et "spillested" for babyer, hvilket også kan opleves hver dag under festivalen. Men nu skulle der spilles "voksen"jazz. Mads la Cour havde valgt at fokusere på sine yndlingsstandards og flygelhornet. You'd be so nice to come home to og Lonnie's Lament var at finde på repertoiret. Koncerten var en vaskeægte nu-oplevelse. Vi er der hvor musikken omfavner os og vi giver slip og lader den komme ind. I et lille hyggeligt og lyst lokale sidder publikum tæt på og får musikken uforfalsket og uforstærket. Niels Lyhne Løkkegaard på altsax er et godt makkerskab for la Cour, de kender hinanden rigtigt godt, hvilket de bla. illustrerer ved at spille en fin udgave af I remember you, det nummer som Løkkegaard og la Cour har spillet flest gange sammen. Bag trommerne sidder Chano Olskær og på bassen er det svenskeren Lars Ekman - der hverken bor eller er uddannet i Danmark. Han er fra Stockholm og la Cour kender ham fra et ophold han havde i Stockholm på et tidspunkt.
Det kan i højeste grad anbefales at besøge Det Lille Musikhus under Jazz Festivalen. En hyggelig og meget behagelig stemning med et aldersmæssigt meget bredt publikum.
www.detlillemusikhus.dk
Kind of Blue d. 1. juli
Jeg havde set frem til at høre denne trio, der udgav en årets jazzplader i 2010. Jeg hilste på bassisten Adam Pultz Melbye inden koncerten. Positiv og imødekommende og helt igennem flink. Hvis jeg ikke havde gjort det, var jeg nok blevet endnu mere bange end tilfældet var. Jeg sad helt fremme i lokalet og kunne på tætteste hold følge en mand der på virtous vis flænser bassen med både bue og fingre. Sveden sprang og han spillede sig helt ud. Saxofonisten Jesper Zeuthen er manden i centrum med sine skrigende lange toner. Han spiller som ingen andre. Der er hentet en masse fra free jazz men også afrikansk musik og andet har sat sig i den yderst originale saxofonist der har skrevet al musikken. Trommeslageren Thomas Præstegaard er en lavmælt eksplosion. Han spiller følsomt og er hele tiden i balance med Zeuthen og Melbyes udladninger.
Kind of Blue på Nørrebro er et af den slags steder, som får mig til at tænke at sådan et sted vil jeg også have. Kvalitetskaffe og øl, personlig service og en vildt fed stemning er sammen med musikken af den magiske slags.
Jazzhus Montmartre 1. juli
De unge herrer, trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer står for jamsession, hver nat på Jazzhus Montmartre. Den første aften må have været speciel for dem. De havde lige stået på scenen i Tivolis Koncertsal sammen med Niels Lan Doky og stjernerne Gino Vanelli og David Sanborn. De fik rigget til og sammen med jam session-kollegaen, pianisten Heine Hansen lagde de ud med 3 numre. Da først Hansen havde spillet sig varm i midten af første nummer kørte det. Herefter var bolden givet op til jam. Sinne Eeg var sammen med Olivier Antunes og Adam Nussbaum de første på scenen. Nussbaum havde ellers lige forladt den tidligere på aftenen, hvor han spillede sammen med Søs Fenger på et totalt udsolgt Montmartre. De gør de også i aften. Sinne Eeg er til alle tider en fornøjelse. Selv i smårodet jam står hun stjerneklar og lyser på scenen. De spillede flere numre sammen. Det allersidste nummer i første sæt var med Bremer på bas, Nussbaum på trommer og billedkunstneren Poul Pava på piano. Sjovt som et Pava-billede fristes man til at sige.
Stemningen på spillestedet der i den forgangne uge fik økonomien på plads for de næste tre år, er altid god. I næste uge offentliggøres efterårets program og lur mig om der ikke er nogle overraskelser i blandt.
www.jazzhusmontmartre.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar