torsdag, august 11, 2011

På Højskole med jazzen

- den anden dag
Jeg havde syv steder jeg kunne gå hen for at høre musik, da undervisningen startede i dag. Valget var som før nævnt faldet på Kenny Wheeler, der for flere år siden passerede 80 år. Han er en lille mand der ikke er særligt godt gående, så da jeg ser ham bliver jeg bekymret for hans skrøbelighed. Kan han overhovedet spille på flygelhornet? På Wheelers hold er instrumentkollegaen Jakob Buchanan, der får en særlig hilsen fra Wheeler, da han træder ind i rummet. Det er tydeligt at se at der er noget helt specielt mellem de to musikere. Hele fire svenskere er der på holdet, heriblandt trommeslageren Peter Nilsson. Guitaristen Thomas Maintz, pianisten Søren Bebe og sangerinden Cathrine Legardh har også fornøjelsen af at være sammen med Wheeler. De er alle tre begejstrede for at spille med Wheeler. Jeg hører dem spille For Jan, et nummer som Norma Winstone har skrevet teksten til. En stille ballade i en valseagtig takt. Her hører jeg pludselig Wheeler blæse sikkert igennem. Der er ikke nogen usikkerhed i intonation eller lignende. I det følgende nummer Sly eyes - der er en tango - tager han en solo, så der ingen tvivl er om hvorfor Kenny Wheeler er en legende.
Det er nu over tolv timer siden at jeg forlod lokalet med Kenny Wheeler's hold. Siden da har jeg hørt og set ting, der trygt kan placere sig i min hukommelse som meget stort.
Marc Ribot spiller med sit hold Albert Ayler kompositionen Bells. Den spilles som en hymne, der stille bygges op i storhed for så at blive splittet i atomer. Både trompetisten Snorri Sigurdsson og altsaxofonisten Jakob Elvstrøm fanger smukt sjælen i nummeret.

Bassisten Thomas Morgan har et hold nede i kælderen fjernt fra de andre rum. Uffe Steen på guitar, Lars Greve og Jesper Løvdal på sax, Søren Kjærgaard på piano, Kresten Osgood på trommer og Nicolai Munch Hansen er et dreamteam. Får de noget ud af det? De er musikere der i særlig grad udbygger og komplementerer hinanden. Det oplever jeg også senere på dagen, da James Blood Ulmer har afløst Thomas Morgan. Fyrre minutters uafbrudt musik afsluttes med Blood Ulmer's ord "That was pretty free", hvilket det også var, men strukturløst var det ikke. Ulmers skæve guitarfigurer væver sig ind og ud og holder det sammen på en særlig måde.
Saxofonisten Chris Speed har sangerinden Frida Asmussen på sit hold. Jeg har ikke hørt hende før og kan da såre undre mig over, at hun ikke har udgivet noget - sidste nat hørte jeg hende synge standards, det kan hun også. Jeg hører gruppen spille et meget smukt nummer med en nærmest minimalistisk enkel blæserfigur, som gennemgående tema. Originalt.
Andrew Cyrille har trommeslageren Ole Streenberg på sit hold. Streenberg instrueres på engelsk af Cyrille og svarer pænt på dansk. To ældre herrer mødes over trommerne. Jeg hører holdet kæmpe med et kompliceret nummer, der skifter taktart i et djævelsk højt tempo. Inde ved siden af har Bob Moses sit hold. Han taler med trommerne imens jeg er der. Senere på dagen hører jeg Moses sammen med Wheeler's hold. Han er en sand mester i lange indskudte sætninger - hvilket han blandt andet viser da han er tilfreds med tempoet - han går direkte over i at fortælle om tempi, der hverken er hurtige eller langsomme. Fem minutter senere kan han sætte nummeret i gang.

Wheeler tog hjem i eftermiddags og i stedet kom hans gamle makker, pianisten John Taylor. Han holdt masterclass efter aftensmaden, hvor han benytter lejligheden til, at spille soloklaver. Taylor fortæller om det musikken er kommet af - han havde hentet inspirationen til første nummer fra musik til en sportsudsendelse, men der var også inspiration fra Olivier Messiaen. Taylor havde det tydeligvis bedst med at tale gennem musikken. Han var meget lidt prætentiøs når han skulle tale om sig selv - det gled lidt lettere, når det var andre der skulle tales om.
Trommeslageren Jeff Ballard var også kommet i eftermiddags og havde holdt masterclass samtidig med Taylor. Efterfølgende var han jamvært. It could happen to You og SubconsiusLee med de tre tenorer Anders Bast, Jesper Løvdal og Pelle Fridell. Inspirerende at høre de tre forskellligt spillende herrer. Natten var åben for jamsession. Jeg hørte en helt særlig med saxofonisten Petter Wettre, der med Stefan Pasborg, Nikolaj Hess og Morten Christian Haxholm spillede Wettres musik. Det blev en spændende oplevelse, at høre dem at arbejde med musikken.
Da jeg gik over på mit værelse for at skrive dette var der stadig jam i pejsestuen. Nu er klokken ved at være halv tre om natten og umiddelbart lyder det roligt på Højskolen her i det sjællandske.

3 kommentarer:

  1. Poul Christensen10:48 AM

    Jeg deler din respekt for Frida Asmussen. Vi havde hende på scenen i Paradise Jazz i december 2010, hvor hun blev sekunderet af Jacob Bro, Nicolai Munch-Hansen og Jacob Høyer. Det blev en meget fin aften.

    SvarSlet
  2. Anonym12:00 PM

    Ja, der er en fantatisk stemning på Summer Session i år. Og en rigtig fed jam i aftes med Petter Wetre, Nikolaj og Stefan - men bassisten hedder Morten Christian Haxholm - i hvertfald de små 2 timer jeg var der inde..

    SvarSlet
  3. Er rettet, tak for info :-)

    SvarSlet