I går startede den nye serie, hvor jeg spurgte mig selv. I dag er turen kommet til Jakob Bækgaard, der her fortæller om sine favoritter.
Jakob Bækgaard, 30 år
Jazzskribent. Har skrevet og skriver for Geiger, Jazz Special og All About Jazz.
Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway, 2010)
2. Søren Kjærgaard: Open Opus (ILK, 2010)
3. Jakob Buchanan: i Land in the Green Land (Buchanan Records/Pladekisten, 2010)
4. Jonas Westergaard: Helgoland (Stunt, 2008)
5. Jakob Bro: Pearl River (Loveland Records/Pladekisten, 2007)
Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. John Law: The Art of Sound Vol. 1-4 (33 Jazz, 2007-2009)
2. Marc Copland: Time within Time (Hatology, 2007)
3. William Parker: Painter’s Spring (Thirsty Ear, 2000)
4. Art Pepper: Complete Galaxy Recordings (Galaxy, 1989)
5. Pharoah Sanders: Karma (Impulse!, 1969)
Fundamentet for al min lytning til jazz er Miles Davis’ Kind of Blue (Columbia, 1959), der forener alle de parametre, jeg går efter, når jeg lytter til jazz: det lyriske, det eksperimentelle, det stemningsfulde, det udtryksfulde, det personlige, det melodiske, det organiske og det tekstuelle. Ser man på de plader, jeg har valgt, så har de alle de ting tilfælles. Det er plader, der i høj grad dyrker værkets æstetik, hvor indpakning (cover og noter) og indhold betyder noget. Det er plader, der tør sætte noget på spil ved at udfordre jazzens formsprog samtidig med, at der er en følelsesmæssig nerve og skrøbelighed tilstede og et reflekteret forhold til jazzens tradition. Eksperimenter for eksperimentets skyld, avantgarden i dens mest dehumaniserede form, siger mig ikke særlig meget. Der findes så meget god musik og at vælge ti plader ud er nærmest umuligt, men alligevel kan jeg genkende et mønster. Store historiefortællere som Art Pepper, spirituelle musikere som William Parker og Pharoah Sanders. Dyrkelsen af instrumenternes tekstur, trioens formsprog og det kammermusikalske og så selvfølgelig en general interesse for den nyere og modernistiske jazz. Når jazzen genskaber sit eget formsprog uden at glemme fortiden, så begynder jeg for alvor at lytte.
Bonusinfo:
Her er en række nyere anmeldelser fra Jakob Bækgaard:
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3873
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3878
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3869
Jakob Bækgaard, 30 år
Jazzskribent. Har skrevet og skriver for Geiger, Jazz Special og All About Jazz.
Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway, 2010)
2. Søren Kjærgaard: Open Opus (ILK, 2010)
3. Jakob Buchanan: i Land in the Green Land (Buchanan Records/Pladekisten, 2010)
4. Jonas Westergaard: Helgoland (Stunt, 2008)
5. Jakob Bro: Pearl River (Loveland Records/Pladekisten, 2007)
Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. John Law: The Art of Sound Vol. 1-4 (33 Jazz, 2007-2009)
2. Marc Copland: Time within Time (Hatology, 2007)
3. William Parker: Painter’s Spring (Thirsty Ear, 2000)
4. Art Pepper: Complete Galaxy Recordings (Galaxy, 1989)
5. Pharoah Sanders: Karma (Impulse!, 1969)
Fundamentet for al min lytning til jazz er Miles Davis’ Kind of Blue (Columbia, 1959), der forener alle de parametre, jeg går efter, når jeg lytter til jazz: det lyriske, det eksperimentelle, det stemningsfulde, det udtryksfulde, det personlige, det melodiske, det organiske og det tekstuelle. Ser man på de plader, jeg har valgt, så har de alle de ting tilfælles. Det er plader, der i høj grad dyrker værkets æstetik, hvor indpakning (cover og noter) og indhold betyder noget. Det er plader, der tør sætte noget på spil ved at udfordre jazzens formsprog samtidig med, at der er en følelsesmæssig nerve og skrøbelighed tilstede og et reflekteret forhold til jazzens tradition. Eksperimenter for eksperimentets skyld, avantgarden i dens mest dehumaniserede form, siger mig ikke særlig meget. Der findes så meget god musik og at vælge ti plader ud er nærmest umuligt, men alligevel kan jeg genkende et mønster. Store historiefortællere som Art Pepper, spirituelle musikere som William Parker og Pharoah Sanders. Dyrkelsen af instrumenternes tekstur, trioens formsprog og det kammermusikalske og så selvfølgelig en general interesse for den nyere og modernistiske jazz. Når jazzen genskaber sit eget formsprog uden at glemme fortiden, så begynder jeg for alvor at lytte.
Bonusinfo:
Her er en række nyere anmeldelser fra Jakob Bækgaard:
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3873
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3878
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3869
Ingen kommentarer:
Send en kommentar