Niels has left the building
Niels Lan Doky er på alle måder en ener i dansk jazz. For det første er der en rimelig chance for at ikke-jazzkendere har hørt om ham. For det andet har han ikke valgt at gøre tingene som andre.
Da han vendte hjem til Danmark sidste år i forbindelse med at Jazzhus Montmartre åbnede, fordi han skulle være musikchef markerede han det også med at udsende pladen Return to Denmark, hvor hans gamle makker Alex Riel sad ved trommerne mens Morten Ramsbøl var ny ved bassen.
Nu har han rystet posen endnu en gang, er stoppet som Montmartre-musikchef og har allieret sig med trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer. De har begge slået deres folder som jamsessionværter og husmusikere på Montmartre. Her ville det være nærliggende at sammenligne dem med Alex Riel og NHØP. Men det er en dårlig idé overfor alle fire. Bardeleben og Bremer er nogle helt særlige talenter. Men at sammenligne dem med de to største legender i dansk jazz giver ingen mening. Istedet giver det rigtigt meget mening at Lan Doky har taget dem med i sin trio - de tilføjer vitalitet og udfordrer Lan Doky.
Niels Lan Doky er på alle måder en ener i dansk jazz. For det første er der en rimelig chance for at ikke-jazzkendere har hørt om ham. For det andet har han ikke valgt at gøre tingene som andre.
Da han vendte hjem til Danmark sidste år i forbindelse med at Jazzhus Montmartre åbnede, fordi han skulle være musikchef markerede han det også med at udsende pladen Return to Denmark, hvor hans gamle makker Alex Riel sad ved trommerne mens Morten Ramsbøl var ny ved bassen.
Nu har han rystet posen endnu en gang, er stoppet som Montmartre-musikchef og har allieret sig med trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer. De har begge slået deres folder som jamsessionværter og husmusikere på Montmartre. Her ville det være nærliggende at sammenligne dem med Alex Riel og NHØP. Men det er en dårlig idé overfor alle fire. Bardeleben og Bremer er nogle helt særlige talenter. Men at sammenligne dem med de to største legender i dansk jazz giver ingen mening. Istedet giver det rigtigt meget mening at Lan Doky har taget dem med i sin trio - de tilføjer vitalitet og udfordrer Lan Doky.
I forhold til det ujævne album Return to Denmark er han denne gang tættere på kernen i det der har været med til at skabe navnet og kunstneren Niels Lan Doky. Der er popmelodier, i det her tilfælde er det Björks Human Behaviour og Coldplays Yellow. Der er flere numre som Lan Doky selv har skrevet, hvor Rough Edges er en gammel kending fra Misty Dawn albummet fra 1994. Det er ved at være en vane for Lan Doky at han medtager et nummer fra sit eget bagkatalog, nu er det tredje album i streg hvor han gør det. Faren er at man sammenligner de gamle, stærke og velkendte kompositioner med de nye og mere svage kompositioner. For nok er der fine nye numre fra Lan Dokys hånd, som feks. Poem for a dolphin. Når han vælger at medtage et gammelt smash hit er det svært for de nye numre.
Andre gamle kendinge er Bach's Jesu joy of man's desiring og Gershwin's Summertime, hvor Jonathan Bremer - meget NHØP-agtigt (undskyld sammeligningen, men her er den oplagt) - spiller melodilinjen på bassen. Det lyder simpelthen rigtigt fedt. Min opfordring til Niels Lan Doky er at han skal holde sammen på denne trio. Jeg tror at der meget mere i dem end det vi har hørt her.
nielslandoky.com
Andre gamle kendinge er Bach's Jesu joy of man's desiring og Gershwin's Summertime, hvor Jonathan Bremer - meget NHØP-agtigt (undskyld sammeligningen, men her er den oplagt) - spiller melodilinjen på bassen. Det lyder simpelthen rigtigt fedt. Min opfordring til Niels Lan Doky er at han skal holde sammen på denne trio. Jeg tror at der meget mere i dem end det vi har hørt her.
nielslandoky.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar