fredag, oktober 14, 2011

Fattigfolket: Park (Ozella Music)

Svensk-norsk jazz finder inspiration i tyske parker
Den norsk-svenske kvartet Fattigfolket tager med titlen udgangspunkt i tyske parker; Mauerpark, Tierpark og Marienberg Park er blandt de parker der har lagt navn og inspiration til melodierne på pladen. Herhjemme kender vi bedst kvartettens trompetist Gunnar Halle som medlem af Pierre Dørges New jungle Orchestra. Det forrige album Le chien et la fille fra 1995 udkom også på danske ILK Music. Musikken fandt dengang inspiration i det franske. Fattigfolkets aktuelle plade udkommer på det tyske selskab Ozella.


Fattigfolket er europæisk jazz i flydende form. Det er båret af et fremadrettet, dynamisk og roligt tempo. Det er ikke udflydende jazz, dertil spiller trommeslageren Ole Morten Sommer alt for rytmiskt funderet. Der er meget plads i musikken. Trommerne bærer og holder dampen oppe. Halle på trompeten og saxofonisten og klarinetisten Hallvard Godal skiftes om at tage sig af fronten. Deres spil væver sig ind og ud af hinanden. De får sammen med bassisten Putte Johander skabt organisk og behagelig jazzmusik. Der er små fine kanter der dukker op for så siden at gemme sig. I det hele taget bevæger Fattigfolket sig elegant på oppe kanterne af jazzen. De inviterer lytterne med indenfor i et fint detaljeret og komplekst rum. Det holdes hele tiden åbent og skræmmer ikke lytterne væk. 
fattigfolket.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar