Musik er lyd og der er lyd i musik. Sound er et bud på et Kresten Osgood'sk manifest og en kærlighedserklæring til lyd og musik. Hvad det kan og hvorfor man gør som man gør. Kresten Osgood bruger det store århusianske konservatorieorkester Indianerne til, at realisere filosoffen Hazrat Inayat Khans tekster, der læses op af den afdøde trommeslager Ed Thigpen, der også har været musikalsk mentor for Osgood
Osgood klarer det på 28 minutter på denne udgivelse der kun findes som LP i et stærkt begrænset oplag. Thigpens coole stemme veksler med musik. Det hele forekommer stramt redigeret. Ikke nådesløst men det er i stedet tydeligt at Osgood har søgt forløsning gennem musikken. Han hænger ikke fast og dvæler ved små detaljer.
Der hersker en aura af mystik omkring pladen. Det er dog en gennemtrængelig aura, hvor man som lytter hurtigt kommer ind. Kontakten mellem lytteren, lyden og musikken opnås hurtigt. Jeg kommer til at tænke på George Russell's kærlighedserklæring til New York, der blot hed New York, N.Y. Byen der ligesom lyden også kan være en mental tilstand.
Kresten Osgoods musikalske fundament er stort. Derfor er det også en mangesidig plade, hvor der både er plads til en flere minutter lang Ed Thigpen congassolo, en længere strygerkvartetintro, der fører os over i et filmmusik-lignende intermezzo. Der er en bassolo eller trio om man vil i et funky tilsnit. Indianernes tre bassister fylder godt mens to percussionister og en trommesager afdæmpet tilføjer pulsen. Indianerne består af 15 medlemmer. Men det er ikke et klassisk jazz big band, da der bla. kun er tre blæsere; sax, trompet og trombone. Osgood spiller både på piano, vibrafon, hammond, trommer og vintageorglet Elgam Ringo.
Kresten Osgood mener selv at albummet er et af karrierens højdepunkter. Selv om Osgoods karriere kommer til, at løbe mange år endnu tror jeg også at albummet vil stå som noget helt særligt i Osgoods karriere, der allerede har budt på mange højdepunkter.
Osgood klarer det på 28 minutter på denne udgivelse der kun findes som LP i et stærkt begrænset oplag. Thigpens coole stemme veksler med musik. Det hele forekommer stramt redigeret. Ikke nådesløst men det er i stedet tydeligt at Osgood har søgt forløsning gennem musikken. Han hænger ikke fast og dvæler ved små detaljer.
Der hersker en aura af mystik omkring pladen. Det er dog en gennemtrængelig aura, hvor man som lytter hurtigt kommer ind. Kontakten mellem lytteren, lyden og musikken opnås hurtigt. Jeg kommer til at tænke på George Russell's kærlighedserklæring til New York, der blot hed New York, N.Y. Byen der ligesom lyden også kan være en mental tilstand.
Kresten Osgoods musikalske fundament er stort. Derfor er det også en mangesidig plade, hvor der både er plads til en flere minutter lang Ed Thigpen congassolo, en længere strygerkvartetintro, der fører os over i et filmmusik-lignende intermezzo. Der er en bassolo eller trio om man vil i et funky tilsnit. Indianernes tre bassister fylder godt mens to percussionister og en trommesager afdæmpet tilføjer pulsen. Indianerne består af 15 medlemmer. Men det er ikke et klassisk jazz big band, da der bla. kun er tre blæsere; sax, trompet og trombone. Osgood spiller både på piano, vibrafon, hammond, trommer og vintageorglet Elgam Ringo.
Kresten Osgood mener selv at albummet er et af karrierens højdepunkter. Selv om Osgoods karriere kommer til, at løbe mange år endnu tror jeg også at albummet vil stå som noget helt særligt i Osgoods karriere, der allerede har budt på mange højdepunkter.
Bonusinfo:
Pladen kan kun købes ved at sende en mail til Kresten Osgood. Der er muligvis stadig enkelte eksemplarer at få.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar