lørdag, marts 10, 2012

Vestbo Trio: Less talk... (Doghound Records)

Intentionen om at lave et instrumentalalbum der rækker ud over jazzens mere snævre rammer er om ikke original, så er det under alle omstændigheder friskt og modigt. Ikke at det kræver mod, at forlade jazzen. Men man bør ikke være en pivskid, da det kan give hug. For hvad er det egentlig man vil?
Guitaristen Michael Vestbo har med Vestbo Trio en klar intention om, at ramme bredt. Han har en baggrund i jazzen, det skal bla. forstås i måden han improviserer fantasifuldt over medlodierne. Men der er også masser af blues, country og rock i guitaren. Jeg kommer til, at tænke på en anden Århus-guitarist, Uffe Steen der også er mester i netop det, hvilket han bla. beviste med albummet Twangz for halvandet år siden. Men hvor Uffe Steens plade stritter i mange stilretninger, holder Vestbo sig indenfor mere veldefinerede rammer. Det er netop kvaliteten ved pladen. Det er en gedigen brugsplade, der fungerer særdeles godt som et soundtrack til dagens gøremål. Det er en af den slags plader der fordi, den er så stringent skaber sit eget rum af stemning.
Michael Vestbos enkle og ligefremme tilgang til musikken passer fint til filosofien om mindre. Der er rolige og eftertænksomme passager i musikken uden at det går udover energien og den power som Vestbo også besidder i guitaren. Han bakkes fint op af Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på bas.
Bonusinfo:
CD-pladecoveret er en lille oplevelse i sig selv. Fuglene på forsiden suppleres af en fugl inde i coveret, der holder CD'en i næbbet. Pladen udkommer også på vinyl: vimeo.com/37808226
Vestbo Trio spiller i Århus Kunstbygning d. 14. marts og på Nørrebro hangoutet Kind of Blue d. 15. marts.
vestbotrio.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar