lørdag, maj 26, 2012

Anders Jormin: Ad lucem (ECM)

Den svenske bassist Anders Jormin lavede 2010 i forbindelse med Swedish Jazz Celebration dette projekt. Med sangerinderne Mariam Wallentin (fra Wildbirds and Peacedrums) og Erika Angell (fra Thus:Owls) i front til, at omsætte latinske tekster af Jormin og en enkelt af den danske digter Pia Tafdrup har Jormin søsat et særegent projekt.
Udover de to foregående udgivelser i eget navn på ECM har Anders Jormin medvirket på en lang række ECM-plader med bla. Bobo Stenson, Marilyn Mazur, Jon Balke, Mark Feldman, Tomasz Stanko, Charles Lloyd og Don Cherry. Med dette album er han inde i et område af jazzen, der ikke er tyndslidt.
I kraft af at han har valgt saxofonisten Fredrik Ljungkvist og trommeslageren Jon Fält som sine erfarne medspillere, falder dette poetiske og samtidigt meget skrøbelige hus ikke sammen. Anders Jormins træfyldte bastone former sig som en levende organisme under og over Fälts afdæmpede trommespil. Ljungkvist benytter sig med behersket vildskab både af klarinet, basklarinet og tenorsaxofon på pladen. Det er pigerne der er attraktionen og grunden til, at denne plade skal tjekkes ud. Har man den mindste interesse for den udvikling der er sket, indenfor nye nordiske kvindevokaler (Qarin Wikström. Josefine Lindstrand, IKI, Susanna Wallumrød etc.) i det jazzede terræn er her endnu en plade til samlingen.
player.ecmrecords.com/anders-jormin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar